I Tyskland flages der ikke til fødselsdag, men under vm var gaderne fulde af biler med det tyske flag blafrende fra taget. De to verdenskrige har bragt ydmyghed til det tyske folk, men når fodboldfeberen raser vedkender de sig deres nationalitet og viser farverne. Og det klæder dem. Juni og juli stod i fodboldens navn, og længe så det ud til, at Tyskland kunne gå hele vejen. At se vm i Berlin var noget helt specielt. Stemningen var uovertruffen. På hvert et gadehjørne blev der vist fodbold dagen lang.
Jeg husker også juni for den varme, der kom med min fars besøg i første weekend af måneden, og som varede ved indtil sidst i juli. Der var besøg ved badesøer uden for Berlin, og jeg blev stadig gladere og gladere for at løbe ved kanalen mellem Kreuzberg og Neu Kölln. Jeg begyndte for alvor at føle mig veltilpas i byen. Berlin var blevet et hjem for mig, og jeg handlede ind i Kaisers ved Kottbusser Tor med LCD Soundsystems "Home" i ørerne. Sangen slutter med ordene "If you're afraid of what you need // Look around you, you're surrounded // It won't get any better". Deres koncert på årets Roskilde Festival var uforglemmelig.
----------------------------------------------------------------------------------
LCD Soundsystem: Home
----------------------------------------------------------------------------------
Varmen kulminerede da jeg læste til eksamen, og i en storby intensiveres varmen. Men det blev køligere mod slutningen af juli, og i løbet af august er efteråret kommet til Berlin. Den sidste måned har jeg været på afstikkere til Mallorca, München og Pyrenæerne for hele tiden at vende tilbage til Berlin. Jeg har haft en frivillig opgave hængende over hovedet, men motivationen er udeblevet, og jeg hælder til at droppe den og finde på en anden måde at skaffe de sidste point, jeg mangler for at kunne skrive speciale.
Mine sidste uger i Berlin har været prægede af vekslende sindsstemninger. Mit ophold i Berlin har været uovertruffent. Jeg tror aldrig, jeg vil opleve noget lignende igen, og til tider har jeg haft en enorm lyst til at blive længere tid dernede. Men andre dage har jeg tænkt, at det stopper på det rigtige tidspunkt. At blive der længere ville lede til en temmelig isoleret tilværelse som specialestuderende, og det har jeg ikke haft mod på at kaste mig ud i. Det er selvsagt ærgerligt at tage derfra netop nu, hvor jeg endelig har fundet mig til rette i en hverdag med gode venner omkring mig og gøremål, der giver mening, og det ville være rart at have endnu nogen tid til at forbedre mit tyske sprog. Men at skrive speciale uden min læsegruppe, mine venner og min familie omkring mig er for stor en mundfuld. Min tid som studerende lakker efterhånden mod enden, og jeg har brug for København for at kunne runde den ordentligt af. I Drømmenes København hører jeg hjemme. Måske vender jeg på et senere tidspunkt tilbage til Berlin for en længere periode. Jeg er i hvert fald faldet for byen, og det billede af Kreuzberg, der blev skabt på min nethinde, da jeg i 2007 for første gang hørte Bloc Partys sang af samme navn, er blevet mere nuanceret, men ikke gjort til skamme. Nerven i ordene "Saturday night in East Berlin // We took the U-Bahn to the East Side Gallery // I was sure I'd found love with this one lying with me // Crying again in the old Bahnhof" fik mig til at forelske mig i Berlin, før jeg overhovedet rigtigt havde været der.
Jeg kom tilbage til København her til aften. Nils hentede mig i Kastrup, og vi spiste pizza på min altan, som trænger til en omgang linolie. Det er sensommer på Nørrebro, og på søndag skydes efterårssæsonnen i SemiProTouren igang med et løb på Hallandsåsen i Sverige. I næste uge vender jeg tilbage til Biostatistisk Afdeling for at skrive fagprojekt, og jeg starter som instruktor for de nye førsteårsstuderende. Efteråret byder også på talrige koncertoplevelser i København. Wolf Parade spiller allerede om tre uger. De er fra Canada, og jeg har først opdaget dem for nyligt. De spørger blandt andet: "So, hey, I will build your bastion // And hey, how long can you put up with these questions // When you got nowhere to go except // into the terrible air?" og jeg glæder mig til at se dem live.
----------------------------------------------------------------------------------
Wolf Parade: In the Direction of the Moon
----------------------------------------------------------------------------------
Til november tager Interpol på Europaturné. De kommer ikke forbi København, men spiller i Berlin. Jeg tager derned og hører dem, og jeg håber, de spiller den her:
----------------------------------------------------------------------------------
Interpol: Next Exit
----------------------------------------------------------------------------------
Tak, fordi I læste med.
onsdag den 1. september 2010
tirsdag den 31. august 2010
Anden finale
Der findes en mur
der løber gennem mig
Præcis som byen
vil jeg aldrig blive
sat sammen igen
Folk går med masker
På hjørner er der liv
Ingen finder vej
men alle er hjemme
hvor verden står påny
På kanaler går mennesker
når vinteren sætter ind
I solen mindes alle
tiden der ikke findes
Under falmende blade enes vi
Livet er en illusion
og ofte går den tabt
Den findes under linderne
Jeg tog ubanen til
east side gallery
der løber gennem mig
Præcis som byen
vil jeg aldrig blive
sat sammen igen
Folk går med masker
På hjørner er der liv
Ingen finder vej
men alle er hjemme
hvor verden står påny
På kanaler går mennesker
når vinteren sætter ind
I solen mindes alle
tiden der ikke findes
Under falmende blade enes vi
Livet er en illusion
og ofte går den tabt
Den findes under linderne
Jeg tog ubanen til
east side gallery
tirsdag den 17. august 2010
Første finale
Døren fra gården indtil vores opgang har stået åben, siden sommeren for alvor satte ind i starten af juni. På vej hjem her til aften gik jeg gennem gemmen gaderne i Neukölln, hvor der for hver dag, der går, ligger flere og flere visne blade i randestenene. Luften var kølig, og blæsten kom fra vestlige retninger og duftede af efterår. Da jeg kom hjem, var døren ind til opgangen lukket.
Jeg kom til Berlin tredje marts, og i mine første uger i byen var der stadig nattefrost, og enkelte morgener vågnede jeg op til et tyndt snedække på byens tage og fortove. Isen havde endnu ikke helt sluppet sit tag i Landwehrkanal, og fra de mange broer i Kreuzberg kunne man stadig ane fodspor på isen. I januar og februar har man kunnet gå og skøjte på kanalen. Her til aften mærkede jeg for første gang, at efteråret er på vej til Berlin. Det vil blive frostvejr her igen.
Jeg kunne godt tænke mig at opleve alle fire årstider i Berlin. Men jeg tager hjem om fjorten dage, og heldigvis bliver det også efterår i København. Jeg håber, at det også bliver vinter igen i år. Årstidernes vekslen gør dem alle til noget særligt. "There's a price to pay for summertime" synger Yeasayer.
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer: Wait for the Summer
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer debuterede i 2007 med All Hour Cymbals, men jeg opdagede dem først i år, hvor de udsendte opfølgeren Odd Blood. Bandet er bosat i Brooklyn, N.Y.C., og de spillede i Berlin den 10. marts.
Minderne fra min tid i Berlin er utallige. Den første måned hos Katharina var hektisk, og efter jeg flyttede ud, var vores spirrende venskab nær kulsejlet, fordi jeg endnu engang ikke formåede at udtrykke mine hensigter klart. Til en koncert med Wintersleep sagde hun, at hun ikke troede, at vi nogensinde ville se hinanden igen. Men det gjorde vi heldigvis, og jeg kommer til at savne hende. Wintersleep er et canadisk band fra Nova Scotia. Nova Scotia er en provins ved Atlanterhavet. Selvom jeg har boet i Canada, har jeg aldrig været der. Der er meget vejr i Nova Scotia. Om vinteren får de nogle gange to meter sne på en dag. Det i sig selv trækker i mig.
----------------------------------------------------------------------------------
Wintersleep: New Inheritors
----------------------------------------------------------------------------------
Mit største held i Berlin var, at jeg fik værelset i Reichenberger Strasse 36. Det har været fantastisk at bo her, og jeg vil savne at vågne om morgenen og gå ud i køkkenet til Antje, Stefan eller Miriam, der snakker om løst og fast. Jeg vil savne at sige hej til Guillaume, når han står op klokken fem om eftermiddagen efter en lang nat i Bar25. Mere end noget andet vil jeg savne at løbe ved kanalen med Stefan og bagefter spise salat, mens han med et glimt i øjet fortæller de andre, at han måtte vente på mig hele vejen.
I bofællesskabet ovenover bor Pernille sammen med seks andre. Med hende og de andre etnologipiger fra København, Kirstine, Nana og Susanne, har jeg tilbragt mange dejlige timer. Vi så Paradise i foråret og har drukket øl på das Hotel flere gange, end jeg kan tælle til. I maj var vi inde og høre Broken Social Scene, der i foråret udgav deres fjerde studiealbum. Kvaliteten af deres numre er efter min mening meget svingende, men nogle gange rammer de en nerve som ingen andre. Deres bedste numre er blandt de bedste overhovedet.
----------------------------------------------------------------------------------
Broken Social Scene: Romance to the Grave
----------------------------------------------------------------------------------
I april og maj væltede det ind med besøg. Min studie kammerat Mads sagde engang som kommentar til det potentielle antal gæster til sin fødselsdag: "Der er ikke en eneste, som jeg håber, ikke kan komme. Men jeg håber ikke, at allesammen kommer." Med antallet af besøg var det lidt på samme måde. Der var ikke et eneste, jeg ville have været foruden; men set i bakspejlet havde det været rart med lidt færre. Da Morten var her første gang, fik jeg for første gang rigtigt oplevet Berlins natteliv. Med Nils mødtes jeg for første gang med Geraldine, som jeg i sin tid havde søgt et værelse hos. Vi var til koncert med Crystal Castles. Med Mikael og Marie var jeg for første gang i Mauer Park, og vi var inde og høre The National. Med Christian og Marie så jeg Basso sætte de andre på plads i årets Giro di Italia. For blot at opridse et udsnit af alle oplevelserne.
----------------------------------------------------------------------------------
Crystal Castles: Vanished
----------------------------------------------------------------------------------
The National: Conversation 16
----------------------------------------------------------------------------------
Jeg kom til Berlin tredje marts, og i mine første uger i byen var der stadig nattefrost, og enkelte morgener vågnede jeg op til et tyndt snedække på byens tage og fortove. Isen havde endnu ikke helt sluppet sit tag i Landwehrkanal, og fra de mange broer i Kreuzberg kunne man stadig ane fodspor på isen. I januar og februar har man kunnet gå og skøjte på kanalen. Her til aften mærkede jeg for første gang, at efteråret er på vej til Berlin. Det vil blive frostvejr her igen.
Jeg kunne godt tænke mig at opleve alle fire årstider i Berlin. Men jeg tager hjem om fjorten dage, og heldigvis bliver det også efterår i København. Jeg håber, at det også bliver vinter igen i år. Årstidernes vekslen gør dem alle til noget særligt. "There's a price to pay for summertime" synger Yeasayer.
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer: Wait for the Summer
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer debuterede i 2007 med All Hour Cymbals, men jeg opdagede dem først i år, hvor de udsendte opfølgeren Odd Blood. Bandet er bosat i Brooklyn, N.Y.C., og de spillede i Berlin den 10. marts.
Minderne fra min tid i Berlin er utallige. Den første måned hos Katharina var hektisk, og efter jeg flyttede ud, var vores spirrende venskab nær kulsejlet, fordi jeg endnu engang ikke formåede at udtrykke mine hensigter klart. Til en koncert med Wintersleep sagde hun, at hun ikke troede, at vi nogensinde ville se hinanden igen. Men det gjorde vi heldigvis, og jeg kommer til at savne hende. Wintersleep er et canadisk band fra Nova Scotia. Nova Scotia er en provins ved Atlanterhavet. Selvom jeg har boet i Canada, har jeg aldrig været der. Der er meget vejr i Nova Scotia. Om vinteren får de nogle gange to meter sne på en dag. Det i sig selv trækker i mig.
----------------------------------------------------------------------------------
Wintersleep: New Inheritors
----------------------------------------------------------------------------------
Mit største held i Berlin var, at jeg fik værelset i Reichenberger Strasse 36. Det har været fantastisk at bo her, og jeg vil savne at vågne om morgenen og gå ud i køkkenet til Antje, Stefan eller Miriam, der snakker om løst og fast. Jeg vil savne at sige hej til Guillaume, når han står op klokken fem om eftermiddagen efter en lang nat i Bar25. Mere end noget andet vil jeg savne at løbe ved kanalen med Stefan og bagefter spise salat, mens han med et glimt i øjet fortæller de andre, at han måtte vente på mig hele vejen.
I bofællesskabet ovenover bor Pernille sammen med seks andre. Med hende og de andre etnologipiger fra København, Kirstine, Nana og Susanne, har jeg tilbragt mange dejlige timer. Vi så Paradise i foråret og har drukket øl på das Hotel flere gange, end jeg kan tælle til. I maj var vi inde og høre Broken Social Scene, der i foråret udgav deres fjerde studiealbum. Kvaliteten af deres numre er efter min mening meget svingende, men nogle gange rammer de en nerve som ingen andre. Deres bedste numre er blandt de bedste overhovedet.
----------------------------------------------------------------------------------
Broken Social Scene: Romance to the Grave
----------------------------------------------------------------------------------
I april og maj væltede det ind med besøg. Min studie kammerat Mads sagde engang som kommentar til det potentielle antal gæster til sin fødselsdag: "Der er ikke en eneste, som jeg håber, ikke kan komme. Men jeg håber ikke, at allesammen kommer." Med antallet af besøg var det lidt på samme måde. Der var ikke et eneste, jeg ville have været foruden; men set i bakspejlet havde det været rart med lidt færre. Da Morten var her første gang, fik jeg for første gang rigtigt oplevet Berlins natteliv. Med Nils mødtes jeg for første gang med Geraldine, som jeg i sin tid havde søgt et værelse hos. Vi var til koncert med Crystal Castles. Med Mikael og Marie var jeg for første gang i Mauer Park, og vi var inde og høre The National. Med Christian og Marie så jeg Basso sætte de andre på plads i årets Giro di Italia. For blot at opridse et udsnit af alle oplevelserne.
----------------------------------------------------------------------------------
Crystal Castles: Vanished
----------------------------------------------------------------------------------
The National: Conversation 16
----------------------------------------------------------------------------------
torsdag den 29. juli 2010
Prüfungen
Der var ikke nogen i lokalet, da jeg tre kvarter før min termin ankom til Adlershof for at gå til den første af fire mundlige eksamener i samme uge. Jeg skulle op klokken 11.15, og jeg troede eksamen ville finde sted i vores sædvanlige undervisningslokale. Men Prof. Peter Imkeller var der ikke, og Victor fra Cameroun, der skulle op før mig, var heller ikke at se. Jeg ringede til Andreas, som sagde, at eksamen var på Imkellers kontor. "Das ist ganz gewöhnlich" var ordene.
Imkeller har sit kontor på anden etage i første fløj af Johann von Neumann Haus, som er hovedbygningen for Matematisk Institut ved Humboldt Universität zu Berlin. Bag den lukkede dør kunne jeg høre Victors og Imkellers stemmer. Jeg slog mig ned i en stol på gangen og ventede til turen blev min.
Jeg havde sidste forelæsning torsdag den 15. juli. Mandagen derefter fandt begyndte eksamenerne. En decideret læseferie havde jeg således ikke glæde af. Der var to uger mellem Roskilde Festival og eksamenerne, og det tog mig nogle dage at komme igang med at læse op. Det var et par hårde uger, med mange timer på biblioteket i Teologisk Institut sammen med Nina fra Bergen. Det hårdeste var dog hele tiden at tænke på at skulle læse. Jeg havde svært ved at finde motivationen, for udenfor var der 35 grader varm, og Tour de France var i fuld gang. Jeg så mere Tour de France, end jeg læste til eksamen, og den dårlige samvittighed nagede mig. Men jeg var ikke i stand til at komme den til livs, og den viste sig også at være overflødig. Mit ambitionsniveau var at bestå de fire eksamener, og det rakte mine bestræbelser fint til. Jeg havde kunnet klare mig med en endnu ringere arbejdsindsats. Det ligger mig nært at være nervøs for eksamen uden grund.
Victor kom ud af kontoret med et smil på læben. Han synes, det var gået godt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han fik. Han vil gerne blive i Berlin, men det afhænger af, hvordan han klarer sine eksamener. Eksamenerne her er uden forberedelse. Vores instruktor Claudia var censor, og hun spurgte mig, om jeg følte mig "gesund". Jeg svarede, at jeg i hvert fald ikke var "krank", og så gik eksamen igang. Det var meget afslappet og behageligt. Imkeller stillede spørgsmål til alle grene af pensum, og jeg svarede så godt, jeg kunne. For det meste var mine svar korrekte. Dagen inden havde jeg lavet eksamenssimulation hjemme hos Andreas. Andreas har haft mange mundtlige eksamener gennem sin studietid, og det var en stor hjælp for mig at have øvet det med ham. Andreas havde eksamineret mig og stillet de spørgsmål, han regnede med ville komme, og han havde ramt virkeligt godt. Imkeller stillede mange af de samme spørgsmål. Efter eksamen ventede jeg et par minutter på gangen og kom så ind igen. De var meget tilfredse og ønskede mig held og lykke fremover. Imkeller spurgte, om jeg skulle skrive speciale hos Martin Jacobsen eller Michael Sørensen. Jeg svarede, at jeg ikke vidste det endnu.
Dagen efter om tirsdagen var jeg oppe i Malliavin's Calculus hos Anthony fra Frankrig. Han er ung og flink, og denne gang var censoren en anden phd-studerende, som selv havde fulgt kurset. Malliavin's Calculus har markeret kulminationen på den process af øget matematisk abstraktion, som jeg har oplevet i løbet af min studietid. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde til fulde vil forstå denne gren af sandsynlighedsregning. Jeg var oppe i en artikel, og den havde jeg nogenlunde forstået. Der var et enkelt bevis i artiklen. Det gennemgik jeg ved tavlen, og de var tilfredse.
Om onsdagen var der igen eksamen. Denne gang hos Michael Kupper, hvis dialekt til tider nærmest lyder bornholmsk. Kuppers kursus handlede om rentestrukturmodeller. Det var mine yndlingsforelæsninger, men jeg havde kun fået læst op en enkelt dag. Jeg havde et par uger inden eksamen sendt en mail til Kupper for at høre, om vi kunne rykke eksamen til ugen efter. Det kunne ikke lade sig gøre, da han skulle til Schweiz. Men han svarede, at han ville "berücksichtigen", at jeg havde tre andre eksamener samme uge. Eksamen foregik igen på kontoret, og det var meget afslappet og behageligt. Jeg mestrede ikke ret mange bevistekniske detaljer, men jeg tilfreds med udfaldet.
Torsdag var den sidste eksamen. Denne gang var det i Mathematical Business Theory hos Santiago fra Mexico. Santiago er meget cykelinteresseret, og jeg tror, han havde set mindst lige så meget Tour de France som mig op til eksamen. Anthony var denne gang censor, selvom han slet ikke kendte noget til stoffet. Kurset har været en fortsættelse af den økonomiske ligevægtsteori, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Eksamen bar dog ikke præg af denne øgede abstraktion. Der har været temmelig mange dybsindige beviser i faget i løbet af semestret, og der er blevet referet til talrige funktionalanalytiske teoremer, som jeg ikke havde kendskab til. Men til eksamen blev jeg ikke stillet til regnskab for noget af dette. Jeg kunne have bestået den alene ud fra mine tidligere mikroøkonomikurser. Efter eksamen gik Santiago og jeg op på hans kontor og hentede den artikel, jeg skal skrive en ekstra opgave ud fra. Artiklen ligger stadig i min skoletaske. Jeg tager den med til Mallorca i morgen.
Det er blevet køligere i Berlin, og jeg elsker at være her. Mine bofæller søger en ny medbeboer til mit værelse. Det er vemodigt at skulle herfra.
Imkeller har sit kontor på anden etage i første fløj af Johann von Neumann Haus, som er hovedbygningen for Matematisk Institut ved Humboldt Universität zu Berlin. Bag den lukkede dør kunne jeg høre Victors og Imkellers stemmer. Jeg slog mig ned i en stol på gangen og ventede til turen blev min.
Jeg havde sidste forelæsning torsdag den 15. juli. Mandagen derefter fandt begyndte eksamenerne. En decideret læseferie havde jeg således ikke glæde af. Der var to uger mellem Roskilde Festival og eksamenerne, og det tog mig nogle dage at komme igang med at læse op. Det var et par hårde uger, med mange timer på biblioteket i Teologisk Institut sammen med Nina fra Bergen. Det hårdeste var dog hele tiden at tænke på at skulle læse. Jeg havde svært ved at finde motivationen, for udenfor var der 35 grader varm, og Tour de France var i fuld gang. Jeg så mere Tour de France, end jeg læste til eksamen, og den dårlige samvittighed nagede mig. Men jeg var ikke i stand til at komme den til livs, og den viste sig også at være overflødig. Mit ambitionsniveau var at bestå de fire eksamener, og det rakte mine bestræbelser fint til. Jeg havde kunnet klare mig med en endnu ringere arbejdsindsats. Det ligger mig nært at være nervøs for eksamen uden grund.
Victor kom ud af kontoret med et smil på læben. Han synes, det var gået godt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han fik. Han vil gerne blive i Berlin, men det afhænger af, hvordan han klarer sine eksamener. Eksamenerne her er uden forberedelse. Vores instruktor Claudia var censor, og hun spurgte mig, om jeg følte mig "gesund". Jeg svarede, at jeg i hvert fald ikke var "krank", og så gik eksamen igang. Det var meget afslappet og behageligt. Imkeller stillede spørgsmål til alle grene af pensum, og jeg svarede så godt, jeg kunne. For det meste var mine svar korrekte. Dagen inden havde jeg lavet eksamenssimulation hjemme hos Andreas. Andreas har haft mange mundtlige eksamener gennem sin studietid, og det var en stor hjælp for mig at have øvet det med ham. Andreas havde eksamineret mig og stillet de spørgsmål, han regnede med ville komme, og han havde ramt virkeligt godt. Imkeller stillede mange af de samme spørgsmål. Efter eksamen ventede jeg et par minutter på gangen og kom så ind igen. De var meget tilfredse og ønskede mig held og lykke fremover. Imkeller spurgte, om jeg skulle skrive speciale hos Martin Jacobsen eller Michael Sørensen. Jeg svarede, at jeg ikke vidste det endnu.
Dagen efter om tirsdagen var jeg oppe i Malliavin's Calculus hos Anthony fra Frankrig. Han er ung og flink, og denne gang var censoren en anden phd-studerende, som selv havde fulgt kurset. Malliavin's Calculus har markeret kulminationen på den process af øget matematisk abstraktion, som jeg har oplevet i løbet af min studietid. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde til fulde vil forstå denne gren af sandsynlighedsregning. Jeg var oppe i en artikel, og den havde jeg nogenlunde forstået. Der var et enkelt bevis i artiklen. Det gennemgik jeg ved tavlen, og de var tilfredse.
Om onsdagen var der igen eksamen. Denne gang hos Michael Kupper, hvis dialekt til tider nærmest lyder bornholmsk. Kuppers kursus handlede om rentestrukturmodeller. Det var mine yndlingsforelæsninger, men jeg havde kun fået læst op en enkelt dag. Jeg havde et par uger inden eksamen sendt en mail til Kupper for at høre, om vi kunne rykke eksamen til ugen efter. Det kunne ikke lade sig gøre, da han skulle til Schweiz. Men han svarede, at han ville "berücksichtigen", at jeg havde tre andre eksamener samme uge. Eksamen foregik igen på kontoret, og det var meget afslappet og behageligt. Jeg mestrede ikke ret mange bevistekniske detaljer, men jeg tilfreds med udfaldet.
Torsdag var den sidste eksamen. Denne gang var det i Mathematical Business Theory hos Santiago fra Mexico. Santiago er meget cykelinteresseret, og jeg tror, han havde set mindst lige så meget Tour de France som mig op til eksamen. Anthony var denne gang censor, selvom han slet ikke kendte noget til stoffet. Kurset har været en fortsættelse af den økonomiske ligevægtsteori, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Eksamen bar dog ikke præg af denne øgede abstraktion. Der har været temmelig mange dybsindige beviser i faget i løbet af semestret, og der er blevet referet til talrige funktionalanalytiske teoremer, som jeg ikke havde kendskab til. Men til eksamen blev jeg ikke stillet til regnskab for noget af dette. Jeg kunne have bestået den alene ud fra mine tidligere mikroøkonomikurser. Efter eksamen gik Santiago og jeg op på hans kontor og hentede den artikel, jeg skal skrive en ekstra opgave ud fra. Artiklen ligger stadig i min skoletaske. Jeg tager den med til Mallorca i morgen.
Det er blevet køligere i Berlin, og jeg elsker at være her. Mine bofæller søger en ny medbeboer til mit værelse. Det er vemodigt at skulle herfra.
mandag den 26. juli 2010
Tour de France
Ruten for årets Tour de France stillede mange store oplevelse i udsigt. Med lidt god vilje kunne fem af årets etaper karakteriseres som etaper med mål på toppen af en stigning. Det er mere end vanligt for Tour de France, der de seneste år ikke har kunnet måle sig med Giro d'Italia og Vuelta a Espana med hensyn til antal spektakulære bjergetaper. Tour de France er verdens hårdeste cykelløb, men det er ikke i kraft af rutens beskaffenhed. Løbet er det hårdeste, fordi de største navne formmæssigt topper under touren for dér at høste succes. Af den grund bliver der simpelthen kørt stærkere i Tour de France end i de andre store etapeløb.
Foruden flere bjergafslutninger end vanligvis havde tour-arrangørerne i år indlagt to etaper, hvis beskaffenhed i nogen grad mindede om to af forårets store klassikere: Liege-Bastogne-Liege og Paris-Roubaix. Førstnævnte indeholder talrige korte, stejle stigninger i Ardennerne. Godt en håndfuld af disse var en del af årets tredje etape. Den sidste stigning faldt med blot elleve kilometer til mål, og der var således udsigt til spektakulært cykelløb denne dag i Ardennerne. Regnen stod ned i stænger, da rytterene begav sig ud på smalle veje i det sydøstlige Belgien, og dramatikken udviklede sig hurtigt, idet godt halvdelen af feltets ryttere undervejs var involverede i styrt på de regnvåde veje. Der var adskillige favoritter blandt de styrtende, og panikken bredte sig hurtigt i feltet og blandt sportsdirektørerne, da det gik op for dem, at der denne dag var overhængende risiko for at blive sat ud af spillet i kampen om den samlede sejr. Cancellara i den gule trøje var ikke i asfalten. Det var hans to holdkammerater Fränk og Andy Schleck til gengæld, og som en anden alfaderlig skikkelse satte Cancellara sig derfor i front af gruppen med folk, der havde formået at blive på cyklen på de regnvåde nedkørsler, og sænkede gruppens tempo, så de to Schleck-brødre og de andre styrtede ryttere kunne komme op igen. Løbet blev fuldstændig neutraliseret, og hvad der længe så ud til at blive en undeholdende og skelsættende dag i Ardennerne udviklede sig til det stik modsatte. Thor Hushovd og Contador styrtede ligesom Cancellare ikke. Contador fulgte Cancellaras formaninger og undlod at lade sine holdkammerater sætte tempo i gruppen. Han kunne ellers denne dag have sig solidt på klassementet i forhold til den eneste reelle konkurrent - Andy Schleck. Denne gestus af Contador kan ikke undervurderes. Andy Schleck var kun inde i kampen om tour-sejren, fordi Astana undlod at udnytte den gunstige situation i det belgiske regnvejr. Heldigvis for Contador og for løbet som sådan fik det ikke følger for det endelige resultat, at der ikke blev kørt cykelløb i Ardennerne. For Thor Hushovd var det langt værre. Han havde en etapesejr inden for rækkevidde, og hvad vigtigere var: mulighed for at samle vigtige point i kampen om den grønne trøje. Var løbet ikke blevet neutraliseret denne dag, havde Thor Hushovd med stor sandsynlighed kunnet iklæde sig den grønne trøje på podiet i Paris. Styrt er en del af cykelsporten. Nogle gange styrter få ryttere, andre gange styrter mange. Nogle gange er det de store stjerner, andre gange er det vandbærerne. Det kan og bør ikke undgås. Det er den uforudsete dramatik, der gør cykelsport seværdig, og man bør også blive belønnet for at blive på cyklen.
Dagen efter etapen i Ardennerne, skulle rytterne i det nordlige Frankrig køre en etape med flere brostensstykker kendt fra Paris-Roubaix. Det var på forhånd ventet, at Team Saxo Bank med brostensstjernen over dem alle Cancellara i spidsen ville sæt et angreb ind på de andre klassementsryttere netop her. Med godt tyve kilometer tilbage af etapen skete det også. Cancellara med Schleck-brødrene på hjul satte et ubarmhjertigt tempo. Men de andre favoritter sad også godt placerede, og som sådan var det ikke Cancellaras tempo, der skabte afgørelsen på denne etape af Tour de France. Det gjorde til gengæld Fränk Schlecks styrt. Fränk Schleck sad blandt de forreste ti, og i en blød kurve mistede han pludselig kontrollen over sin cykel. Han styrtede og tog adskillige andre med sig i styrtet. Alle andre favoritter på nær Andy Schleck og Cadel Evans blev berørt af styrtet, og de nåede aldrig igen op til Cancellara-gruppen. Contador tabte denne dag omkring et minut til Andy Schleck. På brostenene i Nordfrankrig var Team Saxo Banks definition af fairplay tydeligvis blevet ændret i forhold til dagen forinden. I hvert fald blev der ikke ventet på Contador, da han blev holdt tilbage af Fränk Schlecks styrt, eller da han senere fik mekaniske problemer. Thor Hushovd sad med Cancellara, Andy Schleck og Cadel Evans hele vejen til mål og vandt flot etapen. Det var et plaster på såret, efter hans vinderchancer dagen forinden var blevet ødelagt af Team Saxo Banks korstog i fairplayens navn - eller hvad man nu vil kalde det.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå samtlige af dette års Tour de France etaper. De ovenfor omtalte står for mig som årets vigtigste. Ikke fordi, årets klassement blev sat endeligt på plads her. Men fordi de definerede den holdningsændring, der i år har vist sit ansigt Tour de France. Jeg har fulgt Tour de France siden 1991 og har overværet utallige mindeværdige episoder. Alle er de kendetegnet af mandsmod, kynisme og egoisme. Tour de France er historien om den heltemodige kamp under helt igennem eikstreme forhold mellem individer i bestræbelserne på at store øverst på podiet i Paris. Det er den mytiske fortælling om helte og skurke, der alle år har gjort Tour de France til noget specielt. Held og uheld har altid været en del af Tour de France. Løb er blevet tabt og vundet på baggrund af uheld. Det er en del af cykelsporten. Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det samme gælder cykelsporten. Men tit er den dygtigste også den mindst uheldige, og hvad Schleck-brødrene angår har de aldrig været specielt dygtige rent teknisk på en cykel. At de begge er indblandet i styrt på de teknisk krævende etaper, kan ikke komme bag på nogen. At netop Andy Schleck taber kæden i et forsøg på at sætte Contador, bør heller ikke være nogen overraskelse.
Tour de France ruten lovede store og mindeværdige oplevelser for tilskuerne. Efter min mening er de ikke blevet indfriet. I kampen om den samlede sejr er der ikke meget imponerende at kigge tilbage på. Løbet fik efter min mening den helt rigtige vinder, og var der blevet kørt cykelløb i Ardennerne, ville det nok have været tydeligere for enhver, at Contador var den stærkeste i feltet. Men heller ikke Contador viste sig i år som en stor mester. Kynismen manglede i forhold til sidste år. Det var utilfredsstillende at være vidne til ryttere, der igen og igen brokkede sig over de forhold, de arbejdede under. Jens Voigt var nærmest på grådens rand i raseri over brostensetapen. Det samme gjaldt Fränk Schleck, der fra sit sengeleje sendte en hård kritik mod løbsarrangørerne. Andy Schleck var selvfølgelig enig. Rytterne har kendt ruten i mere end et halvt år. De har længe vidst, at der ville være smalle, kringlede veje på anden etape og brosten på tredje etape. De har altid vidst, at når det regner, bliver vejene mere glatte. De kunne være blevet hjemme, hvis de ikke ville køre under de forhold. Cykelløb er underholdning. Rytterne får kun deres løn, fordi der er tilskuere til sportsgrenen. Hvis alle aspekter af uforudset spænding skal undgås og cykelsporten udvikler sig til en kamp om at være mest "fair", mister sporten sin underholdningsværdi. Jeg kan kun give Carlos Sastre ret, når han siger, at cykelsporsten er ved at udvikle sig til en sport for forkælede børn. Forhåbentlig er mandsmodet og kynismen tilbage næste år. I hvert fald bliver det for mig befriende ikke at føle mig nødsaget til at holde med Schleck-brødrene, alene fordi de kører på et dansk hold. Kim Andersens nye hold er i den henseende årets bedste nyhed.
Foruden flere bjergafslutninger end vanligvis havde tour-arrangørerne i år indlagt to etaper, hvis beskaffenhed i nogen grad mindede om to af forårets store klassikere: Liege-Bastogne-Liege og Paris-Roubaix. Førstnævnte indeholder talrige korte, stejle stigninger i Ardennerne. Godt en håndfuld af disse var en del af årets tredje etape. Den sidste stigning faldt med blot elleve kilometer til mål, og der var således udsigt til spektakulært cykelløb denne dag i Ardennerne. Regnen stod ned i stænger, da rytterene begav sig ud på smalle veje i det sydøstlige Belgien, og dramatikken udviklede sig hurtigt, idet godt halvdelen af feltets ryttere undervejs var involverede i styrt på de regnvåde veje. Der var adskillige favoritter blandt de styrtende, og panikken bredte sig hurtigt i feltet og blandt sportsdirektørerne, da det gik op for dem, at der denne dag var overhængende risiko for at blive sat ud af spillet i kampen om den samlede sejr. Cancellara i den gule trøje var ikke i asfalten. Det var hans to holdkammerater Fränk og Andy Schleck til gengæld, og som en anden alfaderlig skikkelse satte Cancellara sig derfor i front af gruppen med folk, der havde formået at blive på cyklen på de regnvåde nedkørsler, og sænkede gruppens tempo, så de to Schleck-brødre og de andre styrtede ryttere kunne komme op igen. Løbet blev fuldstændig neutraliseret, og hvad der længe så ud til at blive en undeholdende og skelsættende dag i Ardennerne udviklede sig til det stik modsatte. Thor Hushovd og Contador styrtede ligesom Cancellare ikke. Contador fulgte Cancellaras formaninger og undlod at lade sine holdkammerater sætte tempo i gruppen. Han kunne ellers denne dag have sig solidt på klassementet i forhold til den eneste reelle konkurrent - Andy Schleck. Denne gestus af Contador kan ikke undervurderes. Andy Schleck var kun inde i kampen om tour-sejren, fordi Astana undlod at udnytte den gunstige situation i det belgiske regnvejr. Heldigvis for Contador og for løbet som sådan fik det ikke følger for det endelige resultat, at der ikke blev kørt cykelløb i Ardennerne. For Thor Hushovd var det langt værre. Han havde en etapesejr inden for rækkevidde, og hvad vigtigere var: mulighed for at samle vigtige point i kampen om den grønne trøje. Var løbet ikke blevet neutraliseret denne dag, havde Thor Hushovd med stor sandsynlighed kunnet iklæde sig den grønne trøje på podiet i Paris. Styrt er en del af cykelsporten. Nogle gange styrter få ryttere, andre gange styrter mange. Nogle gange er det de store stjerner, andre gange er det vandbærerne. Det kan og bør ikke undgås. Det er den uforudsete dramatik, der gør cykelsport seværdig, og man bør også blive belønnet for at blive på cyklen.
Dagen efter etapen i Ardennerne, skulle rytterne i det nordlige Frankrig køre en etape med flere brostensstykker kendt fra Paris-Roubaix. Det var på forhånd ventet, at Team Saxo Bank med brostensstjernen over dem alle Cancellara i spidsen ville sæt et angreb ind på de andre klassementsryttere netop her. Med godt tyve kilometer tilbage af etapen skete det også. Cancellara med Schleck-brødrene på hjul satte et ubarmhjertigt tempo. Men de andre favoritter sad også godt placerede, og som sådan var det ikke Cancellaras tempo, der skabte afgørelsen på denne etape af Tour de France. Det gjorde til gengæld Fränk Schlecks styrt. Fränk Schleck sad blandt de forreste ti, og i en blød kurve mistede han pludselig kontrollen over sin cykel. Han styrtede og tog adskillige andre med sig i styrtet. Alle andre favoritter på nær Andy Schleck og Cadel Evans blev berørt af styrtet, og de nåede aldrig igen op til Cancellara-gruppen. Contador tabte denne dag omkring et minut til Andy Schleck. På brostenene i Nordfrankrig var Team Saxo Banks definition af fairplay tydeligvis blevet ændret i forhold til dagen forinden. I hvert fald blev der ikke ventet på Contador, da han blev holdt tilbage af Fränk Schlecks styrt, eller da han senere fik mekaniske problemer. Thor Hushovd sad med Cancellara, Andy Schleck og Cadel Evans hele vejen til mål og vandt flot etapen. Det var et plaster på såret, efter hans vinderchancer dagen forinden var blevet ødelagt af Team Saxo Banks korstog i fairplayens navn - eller hvad man nu vil kalde det.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå samtlige af dette års Tour de France etaper. De ovenfor omtalte står for mig som årets vigtigste. Ikke fordi, årets klassement blev sat endeligt på plads her. Men fordi de definerede den holdningsændring, der i år har vist sit ansigt Tour de France. Jeg har fulgt Tour de France siden 1991 og har overværet utallige mindeværdige episoder. Alle er de kendetegnet af mandsmod, kynisme og egoisme. Tour de France er historien om den heltemodige kamp under helt igennem eikstreme forhold mellem individer i bestræbelserne på at store øverst på podiet i Paris. Det er den mytiske fortælling om helte og skurke, der alle år har gjort Tour de France til noget specielt. Held og uheld har altid været en del af Tour de France. Løb er blevet tabt og vundet på baggrund af uheld. Det er en del af cykelsporten. Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det samme gælder cykelsporten. Men tit er den dygtigste også den mindst uheldige, og hvad Schleck-brødrene angår har de aldrig været specielt dygtige rent teknisk på en cykel. At de begge er indblandet i styrt på de teknisk krævende etaper, kan ikke komme bag på nogen. At netop Andy Schleck taber kæden i et forsøg på at sætte Contador, bør heller ikke være nogen overraskelse.
Tour de France ruten lovede store og mindeværdige oplevelser for tilskuerne. Efter min mening er de ikke blevet indfriet. I kampen om den samlede sejr er der ikke meget imponerende at kigge tilbage på. Løbet fik efter min mening den helt rigtige vinder, og var der blevet kørt cykelløb i Ardennerne, ville det nok have været tydeligere for enhver, at Contador var den stærkeste i feltet. Men heller ikke Contador viste sig i år som en stor mester. Kynismen manglede i forhold til sidste år. Det var utilfredsstillende at være vidne til ryttere, der igen og igen brokkede sig over de forhold, de arbejdede under. Jens Voigt var nærmest på grådens rand i raseri over brostensetapen. Det samme gjaldt Fränk Schleck, der fra sit sengeleje sendte en hård kritik mod løbsarrangørerne. Andy Schleck var selvfølgelig enig. Rytterne har kendt ruten i mere end et halvt år. De har længe vidst, at der ville være smalle, kringlede veje på anden etape og brosten på tredje etape. De har altid vidst, at når det regner, bliver vejene mere glatte. De kunne være blevet hjemme, hvis de ikke ville køre under de forhold. Cykelløb er underholdning. Rytterne får kun deres løn, fordi der er tilskuere til sportsgrenen. Hvis alle aspekter af uforudset spænding skal undgås og cykelsporten udvikler sig til en kamp om at være mest "fair", mister sporten sin underholdningsværdi. Jeg kan kun give Carlos Sastre ret, når han siger, at cykelsporsten er ved at udvikle sig til en sport for forkælede børn. Forhåbentlig er mandsmodet og kynismen tilbage næste år. I hvert fald bliver det for mig befriende ikke at føle mig nødsaget til at holde med Schleck-brødrene, alene fordi de kører på et dansk hold. Kim Andersens nye hold er i den henseende årets bedste nyhed.
 |
| Fra Berlin 2010 |
fredag den 9. juli 2010
Roskilde 2010
Jeg har længe troet, at jeg i 1997 for første gang satte mine fødder på Roskilde Dyrskueplads under Roskilde Festival. Men efter at have tjekket arkiverne på festivalens hjemmeside står det mig klart, at det var i 1996. Det var året, hvor Alanis Morissette spillede søndag eftermiddag på grøn scene, og hvor David Bowie lukkede orange. I 90'erne arbejde min far en årrække som opvasker på festivalen, og dette år tog han min storesøster Thordis og mig med derned på festivalens sidste dag, søndag den 30. juni. Jeg var netop fyldt 12 år. Jeg kan huske, hvordan der stank af pis alle vegne, at alle folk var smurt til i mudder, at flere rendte nøgne rundt, at havet af tilskuere foran grøn scene til Alanis' koncert syntes uendeligt, og at jeg ikke forstod, hvorfor de gad stå dér. Jeg kan huske, at jeg sov middagslur i en stald, hvor der lugtede af dyrskue, at vi var med ovre og se min fars arbejdsplads, og at vi fik en sandwich dér. Jeg kan huske, at det blev mørkt, mens David Bowie sang festivallen til ro. Hans øjne havde ikke den samme farve, og alle andre end mig kendte ham. Min far og Thordis syntes ligesom de andre 100000 festivalgæster, at det var glimrende koncert. Jeg var træt og kunne ikke forstå musikken. Jeg var 12 år gammel og forstod ikke, hvad Roskilde Festival gik ud på.
I 2001 vendte jeg tilbage til festivalen. Denne gang var jeg der hele ugen. Jeg var netop blevet færdig med første g og sov i telt med min klassekammerat Tobias. Fem år havde gjort meget. Det var stadig et fremmed og lidt farligt sted, men jeg var en del af det. Jeg brækkede mig op af vores telt, og lærte at gå til koncerter. Om søndagen så jeg The Cure lukke orange scene. De skulle have spillet året før, men måtte aflyse på grund af uheldet ved Pearl Jam koncerten. Den søndag aften lærte jeg at elske musik. The Cure er stadig mit yndlingsband, og det bliver der nok aldrig ændret ved.
Hvis man tæller 1996 med (og det vælger jeg at gøre), så havde jeg tiårs jubilæum som gæst på Roskilde Festival i år. Jeg var længe i tvivl, om jeg igen i år skulle tage dertil, nu når jeg boede i Berlin. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne undvære det, og som tiden nærmede sig, blev jeg gladere og gladere for, at jeg nåede at købe billet i tide. Roskilde Festival er i sandhed noget unikt, og jeg har lært at holde af stanken af pis, at blive vækket af solen i glohedt telt efter alt for få timers søvn, at drikke lunken papvin, at stå i kø til skiburgeren og at føle sig ensom midt i mylderet, når alkoholen overtager kontrollen, og ingen gider gå med til koncert med mine nye indiedarlings.
Vi var syv i lejren i år. Morten, Sille og Freja har jeg stort set boet med alle mine år på festivalen. Derudover var Mikael og Christian fra studiet samt Christians kæreste Marie med. Faktisk var vi vel egentlig 9 i lejren. For Simon og Simon på 19 og 20 år fra Göteborg slog sig ned, hvor vores pavillon skulle have stået. De havde meget svært ved at forstå dansk, men var enormt flinke. De bød på snus, og vi takkede ja og havde nogle hyggelige dage sammen. Jeg nåede at få set både lillesøster Anne, kusine Stine og kusine Mette, fætter Søren (som jeg godt nok ikke umiddelbart kunne genkende i farten...), Line fra Gerlev, tøserne fra Berlin, og jeg hang også meget ud med Nils fra Ryesgade. De sidste mange år har jeg været der hele ugen. I år kom jeg først onsdag. Jeg plejer at være mæt efter en uge dernede og har tit tænkt, at det var mit sidste år. Men i år fik jeg ikke helt nok, og jeg glæder mig til næste år. Det er en dejlig følelse.
De musikalske højdepunkter var:
- LCD Soundsystem
- Beach House
- Florence & the Machine
- Robyn
- Muse
- Moderat
- Health
- Porcupine Tree
- The National
- Kasabian
- Pavement
Jeg havde glædet mig til at se Prince lukke orange, men det var ikke lige min kop te. Jeg var godt nok også meget træt og udkørt, hvilket uden tvivl har påvirket oplevelsen, men jeg synes, der var få hits og for meget gospel. Det var nogle frygteligt lange udgaver af numre, jeg ikke kendte, der blev spillet. Han er efter sigende blevet Jehovas Vidne, og må derfor ikke længere spille sange, der handler om sex, hvilet en stor del af hans bagkatalog vist gør. Den slags forstår jeg mig ikke på. Men jeg savnede alt andet lige When Doves Cry.
Efter Prince tog Sille og jeg et tog direkte fra festivalpladsen til hovedbanegården. Det tog halvanden time, og jeg fik en nat i København, inden jeg mandag eftermiddag tog bussen til Berlin. Jeg fulgtes med Ingeborg, Nina og Kirstine. I Gedser var der tid til en dukkert. Jeg var i min seng klokken 04.00 natten til tirsdag.
I 2001 vendte jeg tilbage til festivalen. Denne gang var jeg der hele ugen. Jeg var netop blevet færdig med første g og sov i telt med min klassekammerat Tobias. Fem år havde gjort meget. Det var stadig et fremmed og lidt farligt sted, men jeg var en del af det. Jeg brækkede mig op af vores telt, og lærte at gå til koncerter. Om søndagen så jeg The Cure lukke orange scene. De skulle have spillet året før, men måtte aflyse på grund af uheldet ved Pearl Jam koncerten. Den søndag aften lærte jeg at elske musik. The Cure er stadig mit yndlingsband, og det bliver der nok aldrig ændret ved.
Hvis man tæller 1996 med (og det vælger jeg at gøre), så havde jeg tiårs jubilæum som gæst på Roskilde Festival i år. Jeg var længe i tvivl, om jeg igen i år skulle tage dertil, nu når jeg boede i Berlin. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne undvære det, og som tiden nærmede sig, blev jeg gladere og gladere for, at jeg nåede at købe billet i tide. Roskilde Festival er i sandhed noget unikt, og jeg har lært at holde af stanken af pis, at blive vækket af solen i glohedt telt efter alt for få timers søvn, at drikke lunken papvin, at stå i kø til skiburgeren og at føle sig ensom midt i mylderet, når alkoholen overtager kontrollen, og ingen gider gå med til koncert med mine nye indiedarlings.
Vi var syv i lejren i år. Morten, Sille og Freja har jeg stort set boet med alle mine år på festivalen. Derudover var Mikael og Christian fra studiet samt Christians kæreste Marie med. Faktisk var vi vel egentlig 9 i lejren. For Simon og Simon på 19 og 20 år fra Göteborg slog sig ned, hvor vores pavillon skulle have stået. De havde meget svært ved at forstå dansk, men var enormt flinke. De bød på snus, og vi takkede ja og havde nogle hyggelige dage sammen. Jeg nåede at få set både lillesøster Anne, kusine Stine og kusine Mette, fætter Søren (som jeg godt nok ikke umiddelbart kunne genkende i farten...), Line fra Gerlev, tøserne fra Berlin, og jeg hang også meget ud med Nils fra Ryesgade. De sidste mange år har jeg været der hele ugen. I år kom jeg først onsdag. Jeg plejer at være mæt efter en uge dernede og har tit tænkt, at det var mit sidste år. Men i år fik jeg ikke helt nok, og jeg glæder mig til næste år. Det er en dejlig følelse.
De musikalske højdepunkter var:
- LCD Soundsystem
- Beach House
- Florence & the Machine
- Robyn
- Muse
- Moderat
- Health
- Porcupine Tree
- The National
- Kasabian
- Pavement
Jeg havde glædet mig til at se Prince lukke orange, men det var ikke lige min kop te. Jeg var godt nok også meget træt og udkørt, hvilket uden tvivl har påvirket oplevelsen, men jeg synes, der var få hits og for meget gospel. Det var nogle frygteligt lange udgaver af numre, jeg ikke kendte, der blev spillet. Han er efter sigende blevet Jehovas Vidne, og må derfor ikke længere spille sange, der handler om sex, hvilet en stor del af hans bagkatalog vist gør. Den slags forstår jeg mig ikke på. Men jeg savnede alt andet lige When Doves Cry.
Efter Prince tog Sille og jeg et tog direkte fra festivalpladsen til hovedbanegården. Det tog halvanden time, og jeg fik en nat i København, inden jeg mandag eftermiddag tog bussen til Berlin. Jeg fulgtes med Ingeborg, Nina og Kirstine. I Gedser var der tid til en dukkert. Jeg var i min seng klokken 04.00 natten til tirsdag.
tirsdag den 6. juli 2010
Siden sidst...
... er der gået nogle uger, og ugerne har haft indhold. Jeg opsummerer i punktopstilling:
- Jeg var endnu engang i Danmark. Min mor havde inviteret hele familien til fest i Jylland. Det var en lørdag med dansk sommervejr, og gensynet var skønt. I samme weekend døde finhvalen i Vejle fjord, og Danmark vandt over Cameroun. Det sidste skabte en snert af et håb om videre avancement. Men vi er ikke bedre, end vi er. Jeg nåede også at køre cykelløb med SemiProTour-drengene. Det blev til en syvendeplads, og jeg var tilfreds. Jeg holder meget af at cykle drengene, og jeg behøver ikke vinde for at være glad. Jeg vinder faktisk aldrig.
- Jeg har set utallige vm-kampe, flest med Stefan og Ollie.
- Jeg har fejret min fødselsdag i Hasenheide sammen med Kirstine. Solen skinnede, og vi var samlet ca. 20 personer. Jeg fik LP'er, sprut og kongespil i gaver. Vi tog hul på sidstnævnte og sluttede aftenen på Bar25 ved Spree.
- Jeg har forberedt mig til den ene af mine eksamener.
- Jeg har været på Roskilde Festival. Den oplevelse får sit eget indlæg.
- Jeg var endnu engang i Danmark. Min mor havde inviteret hele familien til fest i Jylland. Det var en lørdag med dansk sommervejr, og gensynet var skønt. I samme weekend døde finhvalen i Vejle fjord, og Danmark vandt over Cameroun. Det sidste skabte en snert af et håb om videre avancement. Men vi er ikke bedre, end vi er. Jeg nåede også at køre cykelløb med SemiProTour-drengene. Det blev til en syvendeplads, og jeg var tilfreds. Jeg holder meget af at cykle drengene, og jeg behøver ikke vinde for at være glad. Jeg vinder faktisk aldrig.
- Jeg har set utallige vm-kampe, flest med Stefan og Ollie.
- Jeg har fejret min fødselsdag i Hasenheide sammen med Kirstine. Solen skinnede, og vi var samlet ca. 20 personer. Jeg fik LP'er, sprut og kongespil i gaver. Vi tog hul på sidstnævnte og sluttede aftenen på Bar25 ved Spree.
- Jeg har forberedt mig til den ene af mine eksamener.
- Jeg har været på Roskilde Festival. Den oplevelse får sit eget indlæg.
tirsdag den 15. juni 2010
Billeder
Jeg har lagt nogle nye billeder op her på siden i spalten til højre. Der er et billede af Christian og Marie fra Karneval der Kulturen, som fandt sted i den weekend, hvor de var her. Der er også et billede af Marie og Mikael på en græsplæne foran Cinestar ved Potsdamer Platz, hvor vi venter på at komme ind og se Ghostwriter. Forleden var jeg ved Havel og bade sammen med min gamle sambo Katharina. Hende er der også et billede. Og i gården ved min lejlighed spiste vi i sidste uge middag med folk fra lejligheden ovenover. Jeg har lagt et billede ud af det. Danmark tabte 2-0 i mandags, og der er billeder af glade hollændere og mig selv i rødt og hvidt. Hver torsdag afleverer jeg opgaver i mit fag om stokastiske integraler. Jeg løser dem tit sammen med Mareile og Hardy, og jeg har lagt et billede ud af de to fra frokostpausen på universitetet. Der er blevet lavet en ny rengøringsplan herhjemme. Jeg har taget et billede af Miriam, der gør rent i køkkenet, mens Stefan står under diskosvinet, som Antje har lavet, og kiggger på. I Mauerpark i Prenzlauer Berg er der hver søndag karaoke. Jeg var for første gang derude i søndags, og jeg tog et billede af det. I lørdags spillede jeg fodbold med nogle hollændere, nordmænd og tyskere. Det regnede lidt. Vi spillede på en asfalteret bane, hvor der lå blade og pollen, og det blev ret glat på grund af regnen. Vi var vist alle en tur i asfalten. Jeg har lagt et par billeder ud fra den eftermiddag. I torsdags kørte jeg med Andreas fra Hamburg, som jeg har et par kurser med, ud til Langersee, der ligger forholdsvis tæt på Adlershof, hvor jeg har undervisning. Der tog vi en dukkert i hedebølgen, som varede til lørdag. Andreas har gjort civiltjeneste i Sydafrika og er rigtig flink. Da min far var her, blev afslutningen af årets operasæson markeret med en gratis open-air klassisk koncert. Det var vi inde og høre. Jeg faldt i søvn undervejs, men nåede at få taget et par billeder.
At sige nej
Jeg var en tur i kbh for nogle uger siden. Jeg tog bussen og var fremme klokken tre og tog hjem til min søster for at gå i bad, inden jeg skulle til gammel elev fest men min folkeskoleårgang. Hos min søster lå majudgaven af Euroman. Der var en artikel om forskellige træningsruter rundt omkring i Europa brugt af professionelle cykelryttere. Den var interessant, men mest indtryk på mig gjorde en kort spalte med et interview med Jesper Binzer fra D-A-D. Han snakkede blandt andet om at blive voksen, og han sagde, at han først langt oppe i tyverne lærte at sige nej. Jeg har aldrig været god til at sige nej. I Berlin øver jeg mig i det. Jeg har droppet det seminar, jeg tidligere omtalte herinde. Jeg kunne simpelhen ikke overskue det. Jeg har sagt nej til at have flere besøgende boende - i hvert fald foreløbig. Jeg har meldt mig fra det sprogkursus i tysk, som jeg tilmeldte mig ved semesterstart. Jeg har droppet Stefan Schumacher og hans spinninghold. Jeg er stadig tilmeldt indendørs fodbold hver torsdag, men jeg tror ikke jeg kommer mere. Det er indendørs, og nu hvor det er blevet sommer, vil jeg hellere være udenfor. Desuden var min forhåbning, at jeg gennem fodbolden kunne lære nogle lokale at kende. Men vi snakker stort set ikke sammen i løbet af de to timer, og der har ikke vist sig spor af socialt islæt i forbindelse med træningen.
Det er lang tid siden, jeg sidst skrev herinde. Siden sidst har min far været en tur forbi, og i sidste weekend var Morten her igen med sin kæreste Marie. Ingen af dem boede hos mig. Det var to virkeligt dejlige weekender. Det har været 32 grader varmt, og VM er begyndt. Jeg har købt billet til Roskilde, og fået mine eksamensdatoer. Jeg har fire mundtlige eksamener den 19., 20., 21. og 22. juli. Min undervisning slutter den 15. juli. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal nå at få læst op til eksamenerne. Det må gå, som det går. Jeg løber stadig min rute ved kanalen tre gange om ugen, og jeg er glad for min hverdag. Det er dejligt at komme hjem til lejligheden og snakke med, hvem der nu er hjemme, og ikke have nogen konkrete planer for aftenen. Her er altid nogen hjemme, og de er alle søde. Jeg har været forbi Kirstine og Nanas lejlighed og sætte en gardinstang op, og det er dejligt at have en hverdag, hvor der også sker sådanne ting.
Jeg kan godt lide at gå rundt i området omkring min lejlighed. Jeg holder især af Graefestrasse og Diefenbachstrasse, min yndlingsshawarma på Skalitzer Strasse, en ny bar, der er åbnet lige over for mig, hvor de altid viser VM, og af Marianenplatz, hvor der nogle gange er Freiluftkino. Det har jeg dog endnu ikke været til.
To af egerne i baghjulet på min cykel er knækket, men den kan stadig køre, og jeg har fundet en ny vej til og fra uni. Den er hurtigere, men har lidt mindre cykelsti. Jeg har søgt instruktorater for blok 1 ved IMF, KU. Så jeg kommer nok hjem til september.
Det er lang tid siden, jeg sidst skrev herinde. Siden sidst har min far været en tur forbi, og i sidste weekend var Morten her igen med sin kæreste Marie. Ingen af dem boede hos mig. Det var to virkeligt dejlige weekender. Det har været 32 grader varmt, og VM er begyndt. Jeg har købt billet til Roskilde, og fået mine eksamensdatoer. Jeg har fire mundtlige eksamener den 19., 20., 21. og 22. juli. Min undervisning slutter den 15. juli. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal nå at få læst op til eksamenerne. Det må gå, som det går. Jeg løber stadig min rute ved kanalen tre gange om ugen, og jeg er glad for min hverdag. Det er dejligt at komme hjem til lejligheden og snakke med, hvem der nu er hjemme, og ikke have nogen konkrete planer for aftenen. Her er altid nogen hjemme, og de er alle søde. Jeg har været forbi Kirstine og Nanas lejlighed og sætte en gardinstang op, og det er dejligt at have en hverdag, hvor der også sker sådanne ting.
Jeg kan godt lide at gå rundt i området omkring min lejlighed. Jeg holder især af Graefestrasse og Diefenbachstrasse, min yndlingsshawarma på Skalitzer Strasse, en ny bar, der er åbnet lige over for mig, hvor de altid viser VM, og af Marianenplatz, hvor der nogle gange er Freiluftkino. Det har jeg dog endnu ikke været til.
To af egerne i baghjulet på min cykel er knækket, men den kan stadig køre, og jeg har fundet en ny vej til og fra uni. Den er hurtigere, men har lidt mindre cykelsti. Jeg har søgt instruktorater for blok 1 ved IMF, KU. Så jeg kommer nok hjem til september.
torsdag den 27. maj 2010
Fildeling
www.gaffa.dk bragte idag en artikel om, at Telenor er blevet pålagt at censurere deres kunders adgang til fildelingssiden www.thepiratebay.com. En del har kommenteret på denne artikel. Jeg er en flittig bruger af debatforummet på www.gaffa.dk, og min kommentar til dette emne vil jeg gerne dele med jer.
---------------------------------------
Desværre tror jeg ikke fildelingsproblemet kan løses ved censur og blokering af de sider, der gør det muligt at dele musik og film. Alle kan vist blive enige om, at internettet er kommet for at blive. Det giver en masse fantastiske muligheder og udfordringer for den måde, vi opfatter rettigheder for og distribution af for eksempel musik. At www.thepiratebay.com har kunnet køre videre, selvom ophavsmændene er blevet idømt fængselsstraf er et tydeligt eksempel på, at det ikke nytter noget at kriminalisere piraterne. Det synes mig, at piraterne altid er et skridt foran myndighederne, og de folk, der gerne vil dele musik og film online, skal nok finde ud af at gøre det, selvom alle danske internetudbydere censurerer alverdens torrent-sider. Jeg tror, der skal tages en helt anden tilgang til problemet for at komme det til livs. TDCs forsøg med en slags abonnementordning på (næsten) al musik var efter min mening et skridt i den rigtige retning. Digitaliseringen af musik og film har gjort det umuligt at undgå fildeling. Det er et vilkår, og det må man forholde sig til, og der bør skabes en ramme for brug af musik og film, der forholder sig realistisk til den verden, vi lever i. Jeg tror, stort set alle danskere på et eller andet tidspunkt har forbrudt sig mod loven om ophavsret ved for eksempel at erhverve sig ulovligt distribueret musik. Vi er et land fuld af forbrydere, og det samme gælder nok resten af verdens lande. Det er efter min mening urealistisk, at forestille sig, at der kan ændres ved det faktum inden for rammerne af gældende lovgivning. Efter min mening bør der føres en (filosofisk) debat om, hvad værdien af musik for mennesker egentlig er. Bliver musik skabt for, at kunstnere kan have patent på den og tjene penge på den, eller bliver musik snarere skabt for, at folk kan bruge den og nyde den. Det er givetvis en kombination af begge.
Det har nu i mere end ti år været muligt at dele musik på nettet, og der har lige siden Napster kom på banen været utallige dommedagsformaninger om, at fildeling vil føre til døden for musikbranchen; at kunstnere ikke længere kan tjene penge på at udgive musik, og at pladeselskaberne vil være nødsaget til at dreje nøglen om. Men der bliver stadig produceret musik - og, efter hvad jeg kan skønne, i lige så stort omfang og i samme kvalitet som tidligere. Udbuddet af musik er ikke blevet mindre. Det peger for mig at se i retning af, at det er andet end udsigten til at få patent på et stykke kunst og tjene penge på det, der får folk til at lave musik.
Verden blev ændret med internettet og de muligheder, det har givet. Det har vi alle måttet forholde os til.
---------------------------------------
Desværre tror jeg ikke fildelingsproblemet kan løses ved censur og blokering af de sider, der gør det muligt at dele musik og film. Alle kan vist blive enige om, at internettet er kommet for at blive. Det giver en masse fantastiske muligheder og udfordringer for den måde, vi opfatter rettigheder for og distribution af for eksempel musik. At www.thepiratebay.com har kunnet køre videre, selvom ophavsmændene er blevet idømt fængselsstraf er et tydeligt eksempel på, at det ikke nytter noget at kriminalisere piraterne. Det synes mig, at piraterne altid er et skridt foran myndighederne, og de folk, der gerne vil dele musik og film online, skal nok finde ud af at gøre det, selvom alle danske internetudbydere censurerer alverdens torrent-sider. Jeg tror, der skal tages en helt anden tilgang til problemet for at komme det til livs. TDCs forsøg med en slags abonnementordning på (næsten) al musik var efter min mening et skridt i den rigtige retning. Digitaliseringen af musik og film har gjort det umuligt at undgå fildeling. Det er et vilkår, og det må man forholde sig til, og der bør skabes en ramme for brug af musik og film, der forholder sig realistisk til den verden, vi lever i. Jeg tror, stort set alle danskere på et eller andet tidspunkt har forbrudt sig mod loven om ophavsret ved for eksempel at erhverve sig ulovligt distribueret musik. Vi er et land fuld af forbrydere, og det samme gælder nok resten af verdens lande. Det er efter min mening urealistisk, at forestille sig, at der kan ændres ved det faktum inden for rammerne af gældende lovgivning. Efter min mening bør der føres en (filosofisk) debat om, hvad værdien af musik for mennesker egentlig er. Bliver musik skabt for, at kunstnere kan have patent på den og tjene penge på den, eller bliver musik snarere skabt for, at folk kan bruge den og nyde den. Det er givetvis en kombination af begge.
Det har nu i mere end ti år været muligt at dele musik på nettet, og der har lige siden Napster kom på banen været utallige dommedagsformaninger om, at fildeling vil føre til døden for musikbranchen; at kunstnere ikke længere kan tjene penge på at udgive musik, og at pladeselskaberne vil være nødsaget til at dreje nøglen om. Men der bliver stadig produceret musik - og, efter hvad jeg kan skønne, i lige så stort omfang og i samme kvalitet som tidligere. Udbuddet af musik er ikke blevet mindre. Det peger for mig at se i retning af, at det er andet end udsigten til at få patent på et stykke kunst og tjene penge på det, der får folk til at lave musik.
Verden blev ændret med internettet og de muligheder, det har givet. Det har vi alle måttet forholde os til.
 |
| Fra Berlin 2010 |
onsdag den 26. maj 2010
Løbetur
Jeg er begyndt at løbetræne. Tæt på mit bopæl løber Landwehrkanal, som forbinder den øvre og nedre del af floden Spree. Der er et fint stisystem langs kanalen, og jeg har fundet en god løberute på 5.8 km. Jeg løber over tre broer, gennem forskellige pakker og forbi en Biergarten. På min vej møder jeg mange andre løbere, folk, der spiller petanque, og mennesker, der bare går en tur. Jeg har aldrig været særligt glad for at løbe. Men jeg tror, jeg bliver det her. Til august skal jeg med nogle af drengene fra SemiProTouren til Pyrenæerne og prøve kræfter med legendariske stigninger fra Tour de France og Vuelta a Espana. Jeg vil ikke gå ned på Tourmalet.
Jeg bor ved "J".
Jeg bor ved "J".
 |
| Fra Berlin 2010 |
tirsdag den 25. maj 2010
Giro d'Italia
Maj måned står i Giroens navn, og igen i år har giro-arrangørerne sammensat en rute, der indbyder til utallige timers uforglemmeligt cykelløb. Jeg har købt et eurosport-abonnement og følger flittigt med i de kuperede etapers udvikling. Dem er der mange af, og de har alle været virkeligt spændende. I søndags så Basso ud til at være den stærkeste i feltet. Men idag slog Evans igen på bjergenkeltstarten. Igen i morgen, fredag og lørdag er der bjerge på programmet. Inden det hele skal aføres søndag med en enkeltstart i Verona.
Min favorit er Scarponi. Han er en af cykelsportens faldne engle, og derfor holder jeg af ham. Men han vinder næppe.
Basso har også ar på sjælen, og jeg under ham gerne sejren.
Det er menneskeligt at fejle, og folk fortjener tilgivelse. Også i cykelsporten.
Min favorit er Scarponi. Han er en af cykelsportens faldne engle, og derfor holder jeg af ham. Men han vinder næppe.
Basso har også ar på sjælen, og jeg under ham gerne sejren.
Det er menneskeligt at fejle, og folk fortjener tilgivelse. Også i cykelsporten.
Læsegruppe
Jeg savner min læsegruppe. Mine fag ved Humboldt Universität er spændende og relevante; men jeg savner at sidde til forelæsningerne og løse opgaverne med folk fra mat-øk i København. Det kommer ikke bag på mig, at det er sådan. Jeg oplevede det også i Canada. Det skal også nok gå alligevel. Men savnet er der, og det forsvinder ikke helt, før jeg kommer hjem igen. Der er masser af flinke og rare folk, der har kurserne sammen med mig. Men det er svært at skabe tætte personlige og faglige relationer i løbet af et semester. Det er i hvert fald svært for mig. For år tilbage skrev jeg en del digte. Blandt andet dette:
og over søernes mørke
i byens evige nat
inspireret af vanvid
fuldender jeg et nyt
for under stjernernes glans
i byens døende dag
forblændet af kærlighed
lever jeg på ny
og i gadernes tomhed
inden vinteren fortager sig
betaget af jeres brist
stræber jeg endnu
men efter dit sidste suk
i vores tid som et
berørt af din sorgløshed
tager jeg herfra igen
Det ville nok ikke have været lettere for mig dengang.
og over søernes mørke
i byens evige nat
inspireret af vanvid
fuldender jeg et nyt
for under stjernernes glans
i byens døende dag
forblændet af kærlighed
lever jeg på ny
og i gadernes tomhed
inden vinteren fortager sig
betaget af jeres brist
stræber jeg endnu
men efter dit sidste suk
i vores tid som et
berørt af din sorgløshed
tager jeg herfra igen
Det ville nok ikke have været lettere for mig dengang.
10 års jubilæum
Jeg har været en tur i Danmark. Torsdag den 13. maj tog jeg bussen hjem. Klokken tre var jeg på Københavns Hovedbanegård. Så tog jeg hjem til min søster og fik et bad. Jeg tog videre med kystbanen til Espergærde og gik til Tibberupskolen. Her var der 10 års jubilæumsfest for min årgang. Vi blev færdige med niende klasses afgangseksamen i 2000, og jeg har ikke set ret mange fra hverken parallelklassen eller min egen klasse siden. Det var virkeligt sjovt og festlig og spændende at høre om alle de ting, der var sket siden dengang. Men i virkeligheden var folk, som de plejede. Vi spiste middag i hjemkundskabslokalet. Vi havde nøgler til hele skolen og var rundt og se alle de lokaler, hvorfra vores erindringer fra tiden stammede. Mindernde væltede frem, og det var både vemodigt og glædeligt. Jeg har mange gode minder fra min folkeskoletid, men det var ikke altid fryd og gammen, og især de sidste år af folkeskolen tænker jeg ikke tilbage på med ubetinget glæde. Mine oplevelser med det danske undervisningssystem og brugerne af det er dog heldigvis kun blevet bedre siden.
Natten sluttede på Club Retro i Helsingør, og fredag aften fløj jeg tilbage til Berlin. Det var et døgn i en tidslomme og jeg nåede ikke at se andre bekendte i København end min søster og KB.
Natten sluttede på Club Retro i Helsingør, og fredag aften fløj jeg tilbage til Berlin. Det var et døgn i en tidslomme og jeg nåede ikke at se andre bekendte i København end min søster og KB.
Første maj
Jeg har været i Fælledparken mange gange og fejret første maj derhjemme i København. Det er hyggeligt - især når vejret tillader én at lade frakken blive hjemme. Jeg har aldrig rigtigt dyrket de politiske taler eller på anden måde engageret mig i de budskaber og værdier, der ligger til grund for denne mærkedag. Men jeg er ikke den eneste i København med denne tilgang til fejringen af Arbejdernes Kampdag, og jeg føler ingen skam.
I Berlin bliver første maj også markeret. Årsagen er den samme som i København og mange andre steder i verden- at støtte op om arbejdernes kamp for retfærdighed. Men her i Berlin er festlighederne slået noget større op end derhjemme. Oranienstrasse, som ligger et stenkast fra min bopæl er hvert år centrum for festerne, og stort set alle sidegader og pladser bliver lukket for al trafik. Der er utallige scener med forskellige små koncerter, dj-pulte samt øl- og madboder spredt ud over kvarteret og enormt mange mennesker i gaden. Jeg startede sammen med andre udvekslingsstudenter dagen i en park i området, der hedder Görlizer Park, hvor vi grillede i solen. Henad eftermiddagen drog vi mod Oranienstrasse, der var proppet af festglade mennesker. Det blev en lang nat med dans i gaden, og stemningen, hvor jeg befandt mig, var virkeligt god. Men for mange mennesker i Tyskland handler første maj om at kæmpe mod kapitalismen eller det undertrykkende borgerskab eller bare samfundet som helhed, og Kreuzberg er derfor også scene for adskillige demonstrationer, hvoraf nogen har for vane at udvikle sig temmelig voldeligt. Derfor var der politibetjente i fuld kampudrustning overalt i gadebilledet. Jeg har aldrig nogensinde før set så mange betjente. Der holdt hollændervogne parkeret i alle gader i området, hvor jeg bor. Private biler var blevet forflyttet til områder længere væk. Normalt plejer Berlin at få assistance for andre politikredse i Tyskland til første maj festlighederne; men i år stod de for første gang selv alene for tjansen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor mange betjente her har været de andre år.
Dagen, aftenen og natten forløb dog roligere, end den plejer. Der blev tændt ild til nogen enkelte biler, og politiet kastede tåregas ved et nogle få lejligheder. Men alt i alt var det vist ikke så slemt, som det plejer. Jeg oplevede heller ikke noget ubehageligt.
Min mor var netop denne weekend på besøg med sin kæreste Søren, Sørens søn Anders samt Anders' ven Anders. De havde indlogeret sig på et ungdommeligt hostel på Spreewaldplatz midt i Kreuzberg. I løbet af første maj blev der sat et stort lydanlæg med højttalerne vendt ud mod gården op i receptionen på hostellet, og så gik festen i gang. På pladsen var der en stor demonstration, og der blev smidt tåregasgranater netop, da min mor og de andre ville ud og spise aftensmad. Min mor nåede præcist ud af døren til hostelet, mens de andre blev fanget derinde. Min mor kunne dog ikke komme ind igen på grund af demonstrationen. Hun endte med at tilbringe aftenen i sin bil, som politiet havde flyttet flere kilometer væk fra området. Det var vist lidt af en oplevelse for de fire. Men ellers havde de en god weekend i Berlin.
I Berlin bliver første maj også markeret. Årsagen er den samme som i København og mange andre steder i verden- at støtte op om arbejdernes kamp for retfærdighed. Men her i Berlin er festlighederne slået noget større op end derhjemme. Oranienstrasse, som ligger et stenkast fra min bopæl er hvert år centrum for festerne, og stort set alle sidegader og pladser bliver lukket for al trafik. Der er utallige scener med forskellige små koncerter, dj-pulte samt øl- og madboder spredt ud over kvarteret og enormt mange mennesker i gaden. Jeg startede sammen med andre udvekslingsstudenter dagen i en park i området, der hedder Görlizer Park, hvor vi grillede i solen. Henad eftermiddagen drog vi mod Oranienstrasse, der var proppet af festglade mennesker. Det blev en lang nat med dans i gaden, og stemningen, hvor jeg befandt mig, var virkeligt god. Men for mange mennesker i Tyskland handler første maj om at kæmpe mod kapitalismen eller det undertrykkende borgerskab eller bare samfundet som helhed, og Kreuzberg er derfor også scene for adskillige demonstrationer, hvoraf nogen har for vane at udvikle sig temmelig voldeligt. Derfor var der politibetjente i fuld kampudrustning overalt i gadebilledet. Jeg har aldrig nogensinde før set så mange betjente. Der holdt hollændervogne parkeret i alle gader i området, hvor jeg bor. Private biler var blevet forflyttet til områder længere væk. Normalt plejer Berlin at få assistance for andre politikredse i Tyskland til første maj festlighederne; men i år stod de for første gang selv alene for tjansen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor mange betjente her har været de andre år.
Dagen, aftenen og natten forløb dog roligere, end den plejer. Der blev tændt ild til nogen enkelte biler, og politiet kastede tåregas ved et nogle få lejligheder. Men alt i alt var det vist ikke så slemt, som det plejer. Jeg oplevede heller ikke noget ubehageligt.
Min mor var netop denne weekend på besøg med sin kæreste Søren, Sørens søn Anders samt Anders' ven Anders. De havde indlogeret sig på et ungdommeligt hostel på Spreewaldplatz midt i Kreuzberg. I løbet af første maj blev der sat et stort lydanlæg med højttalerne vendt ud mod gården op i receptionen på hostellet, og så gik festen i gang. På pladsen var der en stor demonstration, og der blev smidt tåregasgranater netop, da min mor og de andre ville ud og spise aftensmad. Min mor nåede præcist ud af døren til hostelet, mens de andre blev fanget derinde. Min mor kunne dog ikke komme ind igen på grund af demonstrationen. Hun endte med at tilbringe aftenen i sin bil, som politiet havde flyttet flere kilometer væk fra området. Det var vist lidt af en oplevelse for de fire. Men ellers havde de en god weekend i Berlin.
Besøg
Jeg har haft mange besøg de seneste uger, og jeg har ikke skrevet så meget på bloggen. Igår tog Christian og Marie hjem, og dermed er det slut med at have folk sovende - i hvert fald foreløbig. Mit sidste indlæg handlede om Interpol. Dem lytter jeg stadig til, og det vil jeg nok altid gøre; men jeg andre kunstnere har overtaget den dominerende rolle i det lydbillede, der præger min hverdag. Igår var jeg til en fantastisk koncert med Broken Social Scene, som er et orkester fra Toronto. Jeg lærte bandet at kende, da jeg i sin tid var på udveksling i Canada, og det var meget specielt for mig at høre dem her i Berlin under endnu et udvekslingsophold. Broken Social Scene har en meget skiftende besætning af medlemmer. Der er kun to faste medlemmer, og bandet trækker i høj grad på bidrag fra kunstnere, der også er engageret i andre projekter. Man kan kalde bandet et slags canadisk indiekollektiv, og blandt bandets samarbejdspartnere tæller Feist, Metric og Stars, som ligeledes præger den canadiske scene for uafhængig rockmusik. Koncerten var fabelagtig. Stemningen var intens og meget følelsesladet. Forsanger Kevin Drew indledte den to timer lange koncert med ordene: "I must admit I was quite anxious to play here. I had no idea we were this popular in Berlin". Inden det næstsidste ekstranummer rundede han aftenen af med ordene: "It has meant a great deal for us to play here. Berlin is a city that gets talked a lot about in Toronto. We lose a lot of people to this place". Inden da havde de spillet en af mine favoritsange overhovedet. Sangens tekst indeholder blandt andet ordene: "... and you all want the lovely music to save your lives..." Jeg var rørt til tører. Broken Social Scene turnerer i Europa noget tid endnu og har ifølge deres hjemmeside ikke nogen koncerter på programmet under Roskilde Festival. Jeg tror, de bliver annonceret som et af de sidste bands, og i så fald kan jeg kun anbefale alle at slå et smut forbi koncerten.
29/4-2/5 var min mor, Søren, Anders og Anders her.
6/5-10/5 var Marie og Mikael her.
13/5-16/5 var Auguste, Sonja og Patricia her.
21/5-24-5 var Christian og Marie her.
29/4-2/5 var min mor, Søren, Anders og Anders her.
6/5-10/5 var Marie og Mikael her.
13/5-16/5 var Auguste, Sonja og Patricia her.
21/5-24-5 var Christian og Marie her.
fredag den 30. april 2010
Interpol
Mindst én gang om dagen går jeg ind på www.gaffa.dk og tjekker musiknyheder. Der er mange nyheder på den side, og jeg finder ikke alle lige interessante. Men jeg er vild med konceptet bag om et frit tilgængeligt dansk musikmedie baseret på frivillighed. Sidens nyheder fører tit til intense brugerdiskussioner om nyhedernes indhold, og jeg tager ofte del i disse, men det fører sjældent til nogen konstruktiv meningsdannelse.
Idag bragte www.gaffa.dk en nyhed om NYC bandet Interpol. Nyheden går på, at Interpol er på vej med et ny album, og at de i den forbindelse har lagt det kommende albums førstesingle ud på deres hjemmeside til fri download. Jeg har hørt singlen på repeat hele dagen.
Berlin er en by i evig forandring. Byen emmer af udvikling, og det synes mig, at alle hér er på vej et sted her. Jeg møder sjældent mennesker i Berlin, som er faldet til ro, som ikke er i gang med at udleve et eller andet. Det er selvsagt enormt spændende og stimulerende at færdes i et sådan miljø, men det giver også anledning til en art uro og uvished i mine relationer til de folk, jeg møder hernede. Alle er "in between", og ingen har fodfæste.
Det har slået mig før, og idag skete det igen. Jeg er også på vej et sted hen. Mit ophold i Berlin handler ud over meget andet om at finde tilbage til en følelse af ro og hvile, som jeg ikke har følt længe. Jeg har en idé om, at det i Berlin vil kunne lade sig gøre at opnå dette. Da jeg idag lyttede til Interpol fik jeg for første gang, siden jeg ankom i Berlin, følelsen af, at det går den rigtige vej.
I efteråret 2003 var jeg netop begyndt i tredje g, og en eftermiddag gik jeg ned i Helsingør Bycenter for at slå et smut forbi TP Musik Marked. Interpols debutalbum Turn On the Bright Lights var blandt nyhederne i butikken. Jeg lyttede til albummet og tænkte, at det var en billig kopi af Joy Division.
Noget tid derefter købte jeg albummet, og det har sidenhen i høj grad været med til at definere min musiksmag. Jeg har ikke tal på antallet af timer, jeg har tilbragt på mit værelse i Helsingør opslugt af Interpol. Der har på det sidste været lange perioder, hvor jeg ikke har lyttet til Interpol, men for mig står dette band som det ypperste, rockmusikken har bragt os siden årtusindeskiftet. Idag fandt jeg tilbage til Interpol.
- Each night, I bury my love around you.
Idag bragte www.gaffa.dk en nyhed om NYC bandet Interpol. Nyheden går på, at Interpol er på vej med et ny album, og at de i den forbindelse har lagt det kommende albums førstesingle ud på deres hjemmeside til fri download. Jeg har hørt singlen på repeat hele dagen.
Berlin er en by i evig forandring. Byen emmer af udvikling, og det synes mig, at alle hér er på vej et sted her. Jeg møder sjældent mennesker i Berlin, som er faldet til ro, som ikke er i gang med at udleve et eller andet. Det er selvsagt enormt spændende og stimulerende at færdes i et sådan miljø, men det giver også anledning til en art uro og uvished i mine relationer til de folk, jeg møder hernede. Alle er "in between", og ingen har fodfæste.
Det har slået mig før, og idag skete det igen. Jeg er også på vej et sted hen. Mit ophold i Berlin handler ud over meget andet om at finde tilbage til en følelse af ro og hvile, som jeg ikke har følt længe. Jeg har en idé om, at det i Berlin vil kunne lade sig gøre at opnå dette. Da jeg idag lyttede til Interpol fik jeg for første gang, siden jeg ankom i Berlin, følelsen af, at det går den rigtige vej.
I efteråret 2003 var jeg netop begyndt i tredje g, og en eftermiddag gik jeg ned i Helsingør Bycenter for at slå et smut forbi TP Musik Marked. Interpols debutalbum Turn On the Bright Lights var blandt nyhederne i butikken. Jeg lyttede til albummet og tænkte, at det var en billig kopi af Joy Division.
Noget tid derefter købte jeg albummet, og det har sidenhen i høj grad været med til at definere min musiksmag. Jeg har ikke tal på antallet af timer, jeg har tilbragt på mit værelse i Helsingør opslugt af Interpol. Der har på det sidste været lange perioder, hvor jeg ikke har lyttet til Interpol, men for mig står dette band som det ypperste, rockmusikken har bragt os siden årtusindeskiftet. Idag fandt jeg tilbage til Interpol.
- Each night, I bury my love around you.
 |
| Fra Berlin 2010 |
torsdag den 29. april 2010
Wandlitzsee
Jeg har faaet plads paa seminaret i Asymptotisk Statistik. Jeg skal forberede et opläg om svag konvergens af empiriske erocesser. Oplägget skal vare ca. 90 minutter. Sidste weekend i juni tager hele seminarholdet med professor og instruktor til Jugendherberge Wandlitz ved Wandlitzsee. Dér skal vi nörde statistik og hygge os og bade i söen. Jeg synes, det virker rigtigt rart, og jeg gläder mig.
http://www.jh-wandlitz.de/
David Byrne synger ogsaa:
There's a city in my mind
Come along and take that ride
and it's all right, baby, it's all right
And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right
Would you like to come along
and you could help me sing this song?
And it's all right, baby, it's all right
They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right
http://www.jh-wandlitz.de/
David Byrne synger ogsaa:
There's a city in my mind
Come along and take that ride
and it's all right, baby, it's all right
And it's very far away
But it's growing day by day
And it's all right, baby, it's all right
Would you like to come along
and you could help me sing this song?
And it's all right, baby, it's all right
They can tell you what to do
But they'll make a fool of you
And it's all right, baby, it's all right
Santiago
Der er folk overalt i parkerne, og jeg har shorts paa for förste gang i 2010. Det er foraar, og jeg er paa udkig efter sandaler, cykelhjelm og mavetaske. Folk siger, det er kikset, men jeg tror, det vil klädde mig. Min cykel kan ikke skifte til höjeste klinge, men den er tungt gearet, saa det gaar endog. Jeg har köbt en Quick Step cykelkasket til äre for Tom Boonen. Han er en af feltes antihelte, og jeg holder af ham af den grund. Min ene foreläser -Santiago- bryder sig ikke om Quick Step og deres manager LeFevre. Santiago er fra Mexico og virkeligt flink. Han har selv cyklet mountainbike paa höjt nievau og kender derigennem Michael Rasmussens kone. Hun skulle väre vanvittig hurtig i down hill mountain bike disciplinen. Santiago kender dog ikke Michael, men han synes, at cykelverdenen er hyklerisk, og jeg kan kun give ham ret. Santiago siger, at hvis ikke Bjarne Riis kan finde en ny sponsor, hvem skulle saa kunne?
onsdag den 28. april 2010
Cykel og Talking Heads
Jeg har købt en cykel på www.ebay.de, og i mandags kom den med posten. Jeg har cyklet til og fra campus i Adlershof to gange nu. Det tager godt en halv time og er meget federe end at tage med tog og bus - især når vejret er godt, hvilket det er for tiden. Idag hørte jeg Talking Heads ud og hjem, og det kom jeg i enormt godt humør af. Jeg kan ikke lade være med at smile og le indvendigt, når David Byrne synger:
Once there were parking lots
Now it's a peaceful oasis
you got it, you got it
This was a Pizza Hut
Now it's all covered with daisies
you got it, you got it
I miss the honky tonks,
Dairy Queens, and 7-Elevens
you got it, you got it
And as things fell apart
Nobody paid much attention
you got it, you got it
I dream of cherry pies,
Candy bars, and chocolate chip cookies
you got it, you got it
We used to microwave
Now we just eat nuts and berries
you got it, you got it
This was a discount store,
Now it's turned into a cornfield
you got it, you got it
Don't leave me stranded here
I can't get used to this lifestyle
Jeg ved ikke, om tekstens budskab er en sarkastisk kritik af urbanisering, eller om der er tale om en oprigtig kærlighedserklæring. Jeg tolker det som det første.
Min cykel kan ses nederst her i indlægget. Der er lidt problemer med gearene og andre småting, jeg skal have ordnet. Til det mangler jeg noget værktøj. I Berlin findes der en del åbne værksteder, hvor man for en skilling kan få lov at låne værktøj og andre faciliteter og selv ordne sin cykel. Det er en rigtigt fin idé. Men da jeg tog hen til et at slagsens idag, var der "Nur Frauen Tag", og jeg blev bestemt og ikke særligt venligt prompte bedt om at gå igen. Jeg synes, det er noget underligt noget at holde lukket for ét bestemt køn. Jeg går ind for ligestilling og synes ikke der skal være "Nur Frauen Tag" eller "Nur Männer Tag" nogen steder.
Once there were parking lots
Now it's a peaceful oasis
you got it, you got it
This was a Pizza Hut
Now it's all covered with daisies
you got it, you got it
I miss the honky tonks,
Dairy Queens, and 7-Elevens
you got it, you got it
And as things fell apart
Nobody paid much attention
you got it, you got it
I dream of cherry pies,
Candy bars, and chocolate chip cookies
you got it, you got it
We used to microwave
Now we just eat nuts and berries
you got it, you got it
This was a discount store,
Now it's turned into a cornfield
you got it, you got it
Don't leave me stranded here
I can't get used to this lifestyle
Jeg ved ikke, om tekstens budskab er en sarkastisk kritik af urbanisering, eller om der er tale om en oprigtig kærlighedserklæring. Jeg tolker det som det første.
Min cykel kan ses nederst her i indlægget. Der er lidt problemer med gearene og andre småting, jeg skal have ordnet. Til det mangler jeg noget værktøj. I Berlin findes der en del åbne værksteder, hvor man for en skilling kan få lov at låne værktøj og andre faciliteter og selv ordne sin cykel. Det er en rigtigt fin idé. Men da jeg tog hen til et at slagsens idag, var der "Nur Frauen Tag", og jeg blev bestemt og ikke særligt venligt prompte bedt om at gå igen. Jeg synes, det er noget underligt noget at holde lukket for ét bestemt køn. Jeg går ind for ligestilling og synes ikke der skal være "Nur Frauen Tag" eller "Nur Männer Tag" nogen steder.
 |
| Fra Berlin 2010 |
Diasshow
Jeg har oprettet et diasshow, som kører øverst her på min blog. Der er billeder fra hele mit ophold i Berlin. Jeg tager mest billeder med min mobil telefon, som har et 2 megapixels indbygget kamera. Der er noget autentisk ved de billeder, som jeg godt kan lide. Jeg synes, at de gengiver verden mere ægte end de billeder, jeg kan tage med mit Panasonic digital kamera. Nogle af diasshowets billeder kan også ses ude til højre her på siden.
... Diasshowet virker vist ikke rigtigt. Jeg arbejder på sagen.
... Nu virker det sgu :-)
... Diasshowet virker vist ikke rigtigt. Jeg arbejder på sagen.
... Nu virker det sgu :-)
lørdag den 24. april 2010
Bøger
Ved matematik på HU har de ikke for vane at undervise efter en enkelt bog. De insisterer på, at man skal tage notater til alle forelæsninger. Men de har anbefalet nogle bøger som supplement i de forskellige kurser:
- Damir Filopovic: Term-Structure Models
- A. W. van der Vaart: Asympyotic Statistics
- David Nualart: The Malliavin Calculus and Related Topics
- Albert N. Shiryaev: Optimal Stopping Rules
- Ioannis Karatzas & Steven E. Shreve: Brownian Motion and Stochastic Calculus
- Damir Filopovic: Term-Structure Models
- A. W. van der Vaart: Asympyotic Statistics
- David Nualart: The Malliavin Calculus and Related Topics
- Albert N. Shiryaev: Optimal Stopping Rules
- Ioannis Karatzas & Steven E. Shreve: Brownian Motion and Stochastic Calculus
tirsdag den 20. april 2010
Stundeplan
Ved Humboldt Universität zu Berlin foregaar det noget anderledes end ved Koebenhavns Universitet, naar man skal tilmelde sig kurser. Her er det normalt at bruge den foerste uge paa at tjekke en masse forskellige forelaesninger ud. Til hver forelaesning bliver der saa sendt en liste rundt, og saa kan man skrive sig paa, hvis man har lyst til at foelge kurset. Sidste uge var travl for mig. Jeg var til adskillige forelaesninger hver dag, og fik i alt tjekket 8-10 kurser ud. Ud af dem har 6 kurser overlevet mine strenge udvaelgelseskrav, og jeg er nu ved at have faaet fastlagt min Stundeplan. Kurserne er foelgende:
- Stocastic Analysis (10 ects, stokastiske integraler mm.)
- Term Structure Models (4 ects, rentemodeller)
- Malliavin's Calculus (4 ects, introduktion og anvendelse inden for finansiering)
- Optimal Stopping Problems (4 ects, anvendelse inden for finansiering)
- Mathematical Business Theory (4 ects, ligevaegt i uendeligdimensionale
finansiselle markeder)
- Asymptotische Stastistik (4 ects, seminar)
Det giver i alt 30 ects point, saa svarer til et normeret forloeb efter danske standarder. Seminaret om asymptotisk statistik gaar ud paa, at alle deltagende forbereder en 90 min. fremlaegning af et tema inden for emnet. Saa tager hele holdet en weekend i slutningen af juni ud i en hytte og hoerer hinandens oplaeg. Jeg synes, det lyder som en hyggelig ting. Jeg har dog egentlig ikke faaet plads paa holdet endnu, men satser paa, at der er nogen, der springer fra. Optimal Stopping Problems kommer til at loebe af stablen i forskellige blokke. Jeg skulle have haft de foerste seks timer denne uge, men paa grund af flyveforbudet er forelaeseren strandet i England. Saa nu bliver det nok foerst i naeste uge. Herefter er der ingen undervisning i det kursus foer juli maaned, hvor der saa bliver ret mange timer. Af de naenvte kurser er kun seminaret og Term Structure Models paa tysk. De andre foregaar paa engelsk.
Jeg har det godt med mine valgte fag. Det bliver spaendende og udfordrende. Baade Term Structure Models, Malliavin's Calculus og Optimal Stopping Problems goer brug af den stokastisk analyse, som jeg endnu ikke er helt ferm i. Men forhaabenlig faar jeg det laert sideloebende i kurset om netop stokastisk analyse.
- Stocastic Analysis (10 ects, stokastiske integraler mm.)
- Term Structure Models (4 ects, rentemodeller)
- Malliavin's Calculus (4 ects, introduktion og anvendelse inden for finansiering)
- Optimal Stopping Problems (4 ects, anvendelse inden for finansiering)
- Mathematical Business Theory (4 ects, ligevaegt i uendeligdimensionale
finansiselle markeder)
- Asymptotische Stastistik (4 ects, seminar)
Det giver i alt 30 ects point, saa svarer til et normeret forloeb efter danske standarder. Seminaret om asymptotisk statistik gaar ud paa, at alle deltagende forbereder en 90 min. fremlaegning af et tema inden for emnet. Saa tager hele holdet en weekend i slutningen af juni ud i en hytte og hoerer hinandens oplaeg. Jeg synes, det lyder som en hyggelig ting. Jeg har dog egentlig ikke faaet plads paa holdet endnu, men satser paa, at der er nogen, der springer fra. Optimal Stopping Problems kommer til at loebe af stablen i forskellige blokke. Jeg skulle have haft de foerste seks timer denne uge, men paa grund af flyveforbudet er forelaeseren strandet i England. Saa nu bliver det nok foerst i naeste uge. Herefter er der ingen undervisning i det kursus foer juli maaned, hvor der saa bliver ret mange timer. Af de naenvte kurser er kun seminaret og Term Structure Models paa tysk. De andre foregaar paa engelsk.
Jeg har det godt med mine valgte fag. Det bliver spaendende og udfordrende. Baade Term Structure Models, Malliavin's Calculus og Optimal Stopping Problems goer brug af den stokastisk analyse, som jeg endnu ikke er helt ferm i. Men forhaabenlig faar jeg det laert sideloebende i kurset om netop stokastisk analyse.
 |
| Fra Berlin 2010 |
www.ebay.de
Den tyske ebay er en guldgruppe, og nu naar mit visakort er blevet aktivt igen, skal der shoppes lidt. Jeg vil gerne koebe foelgende:
- Et saet Bianchi-cykeltoej
- En Banesto cykelhat
- En 'A Weekend in the City'-plakat
- Solbriller (dem har jeg faktisk allerede koebt)
- Et saet Bianchi-cykeltoej
- En Banesto cykelhat
- En 'A Weekend in the City'-plakat
- Solbriller (dem har jeg faktisk allerede koebt)
Stefan Schumacher III
Min spinninginstruktoer hedder stadig Stefan Schumacher, men der er ikke tale om den 'rigtige' Stefan Schumacher. Jeg er den eneste dreng paa spinningholdet, og Stefan bruger meget tid paa at gaa rundt og tilbyde pigerne vand i stedet for at passe sin opgave som instruktoer. Han kan ogsaa godt lide at korrigere pigernes position paa cyklen, saa de faar bagdelen helt tilbage over sadlen. Jeg bryder mig ikke rigtigt om hans stil. Det er ikke som i Fitnessworld. Der er ikke engang klikpedaler. Jeg har vaeret til spinning to gang nu. Det var ikke bedre anden gang, og jeg tror, jeg dropper det. Saa kan Stefan koerer sit show uden mig som vidne. Istedet vil jeg finde mig nogle rolige veje uden for Berlin og lufte min Raleighracer, som kommer med posten fra Solingen en af de kommende dage. Jeg koebte den paa ebay.de, foer mit visakort blev spaerret.
Den lille prins
Som 22-aarig vandt den italienske cykelrytter Damiano Cunego cykelloebet Giro d'Italia. Denne bedrift gav ham tilnavnet 'Den lille Prins'. Som pendant til UCI's ProTour, grundlagde unge danske ildsjaele i foraaret 2005 SemiProTouren. Da Morten Wiese gjorde debut i SemiProTouren i loebet Hoejsager Rundt 2005, fik han tildelt rytteraliaset 'Cunego' paa grund af det store forventningspris, der hvilede paa hans skulder. Morten var SemiProTourens lille prins. Saavel ProTourens som SemiProTourens har sidenhen haft en smulle besvaer med at leve op til de store forventninger.
I forrige weekend fik jeg besoeg af den SemiProTourens lille prins. Morten ankom torsdag aften, og det var en fantastisk weekend. Vi hang ud med de andre danskere, nordmaend og hollaendere, spiste middag med mine medbeboere, dansede til den lyse morgen, spadserede rundt i byen, spiste brunch, tog med u-bahn til East Side Gallery. Vi saa en mand, som maaske var spedalsk, vi flygtede fra farlige punker-tyskere med draeberhunde, vi saa Cancellara saette alle paa plads i Paris-Roubaix. Vi proevede toej i Prenzlauer Berg og fór vild ved mindsemaerket for Hollocaust. Soendag aften saa vi Green Zone i en biografsal, hvor der blev solgt is under reklamerne. Filmen var god, og Morten tror, at den har vundet mange oscars. Mandag morgen tog Morten hjem, og jeg tog til spinning.
I forrige weekend fik jeg besoeg af den SemiProTourens lille prins. Morten ankom torsdag aften, og det var en fantastisk weekend. Vi hang ud med de andre danskere, nordmaend og hollaendere, spiste middag med mine medbeboere, dansede til den lyse morgen, spadserede rundt i byen, spiste brunch, tog med u-bahn til East Side Gallery. Vi saa en mand, som maaske var spedalsk, vi flygtede fra farlige punker-tyskere med draeberhunde, vi saa Cancellara saette alle paa plads i Paris-Roubaix. Vi proevede toej i Prenzlauer Berg og fór vild ved mindsemaerket for Hollocaust. Soendag aften saa vi Green Zone i en biografsal, hvor der blev solgt is under reklamerne. Filmen var god, og Morten tror, at den har vundet mange oscars. Mandag morgen tog Morten hjem, og jeg tog til spinning.
Sko
I november maaned sidste aar i Oslo koebte jeg et par vintersko. Ud over loebe- og spinningsko var de vinterstoevler det eneste saet fodtoej, jeg tog med til Berlin. Men det stod mig hurtigt klart, at de ikke ville holde ret laenge. Den ene sygning efter den anden begyndte at gaa op, til trods for, at de bestemt ikke havde vaeret billige. Jeg har derfor i flere uger vaeret soegt efter et par nye sko, og man skulle tro, at det var en let sag. Men for mig har det vaeret et stort projekt, og det blev ikke lettere af at behovet blev mere og mere udtalt paa grund af stoevlernes efterhaanden ringe stand samt det spirrende foraarsvejr. For et par uger siden faldt jeg saa endelig over et par nye sko, der kunne bruges. Butikken, hvor de blev solgt tog imod visakort, saa det ville jeg benytte. Det var lige inden lukketid, og jeg havde kigget paa sko i timevis, og i al forvirringen kunne jeg ikke huske min pinkode. Foerste forsoeg blev afvist, men paastaaelig som jeg er, trykkede jeg selvfoelgelig den forkeret kode en gang mere. Igen blev transaktionen afvist. Jeg blev endnu mere staedig og trykkede for tredje gang den forkeret kode ind. Saa blev kortet spaerret. Jeg betalte med mit tyske haevekort og forlod fortvivlet butikken.
Siden da har jeg ikke kunnet bruge mit visakort. Jeg har heller ikke rigtigt haft behov for det, for jeg jo et tysk kort, der virker udmaerket. Jeg har heller ikke kunnet overskue at ringe til min bank for at faa loest problemet - foer igaar. Dér brugte jeg de sidste penge paa min telmorekonto og ringede til Arbejdernes Landsbank. De ville have mig til at kigge derned og bestille et nyt kort, men det kan jeg jo af gode grunde ikke saa godt. Modvilligt gik de saa til min stor glaede med til at aabne mit kort over telefonen. Nu er jeg genskabt tidligere tiders likviditete, og det var dagens solstraalehistorie fra Berlin, hvor foraarssolen har forvist alle spor af vinter fra gader og parker og ikke mindst mennesker. Linde- og kirsebaertreaerne er sprunget ud, folk gaar i shorts og nederdele, og naar jeg vender tilbage til Danmark, vil jeg bestille et mastercard.
Siden da har jeg ikke kunnet bruge mit visakort. Jeg har heller ikke rigtigt haft behov for det, for jeg jo et tysk kort, der virker udmaerket. Jeg har heller ikke kunnet overskue at ringe til min bank for at faa loest problemet - foer igaar. Dér brugte jeg de sidste penge paa min telmorekonto og ringede til Arbejdernes Landsbank. De ville have mig til at kigge derned og bestille et nyt kort, men det kan jeg jo af gode grunde ikke saa godt. Modvilligt gik de saa til min stor glaede med til at aabne mit kort over telefonen. Nu er jeg genskabt tidligere tiders likviditete, og det var dagens solstraalehistorie fra Berlin, hvor foraarssolen har forvist alle spor af vinter fra gader og parker og ikke mindst mennesker. Linde- og kirsebaertreaerne er sprunget ud, folk gaar i shorts og nederdele, og naar jeg vender tilbage til Danmark, vil jeg bestille et mastercard.
søndag den 18. april 2010
Nobel
Jeg følger stadig med i Paradise. Der kan siges meget skidt om det program, men det er en hyggelig måde at mødes på og slappe af med indholdsløs underholding. De andre danskere hernede synes også om programmet, så en gang imellem stikker holder vi Paradise maraton med slik og te. Jeg holder med Kasper.
Onsdag den 7. april var der fælles introduktion for udvekslingsstuderende ved Humboldt Universität zu Berlin. Vicerektoren (eller noget i den dur) holdt en fin og bevægende velkomnstale, hvor universitetets (forholdvist) korte historie bled ridset op - i år fejrer HU sin 200 års fødselsdag. Universitetet tager sit navn efter brødrene Wilhelm og Alexander von Humboldt, der var kendte forskere inden for sprogvidenskab henholdsvis botanik i starten af 1800-tallet. I talen blev der lagt stor vægt på universitetes stolte tradition for fostring af nobelprismodtagere, men måtte også erkende, at det efterhånden er nogle år siden, at en forsker ved HU har modtaget en nobelpris. I alt er det sket 29 gange, at en forsker ved HU har modtaget en nobelpris. I 1921 modtog Albert Einstein nobelprisen i Fysik. I Potsdam blev der samme år bygget et forskningscenter til forksning i relativitetsteorien. Det center hedder Einsteinturm.
Onsdag den 7. april var der fælles introduktion for udvekslingsstuderende ved Humboldt Universität zu Berlin. Vicerektoren (eller noget i den dur) holdt en fin og bevægende velkomnstale, hvor universitetets (forholdvist) korte historie bled ridset op - i år fejrer HU sin 200 års fødselsdag. Universitetet tager sit navn efter brødrene Wilhelm og Alexander von Humboldt, der var kendte forskere inden for sprogvidenskab henholdsvis botanik i starten af 1800-tallet. I talen blev der lagt stor vægt på universitetes stolte tradition for fostring af nobelprismodtagere, men måtte også erkende, at det efterhånden er nogle år siden, at en forsker ved HU har modtaget en nobelpris. I alt er det sket 29 gange, at en forsker ved HU har modtaget en nobelpris. I 1921 modtog Albert Einstein nobelprisen i Fysik. I Potsdam blev der samme år bygget et forskningscenter til forksning i relativitetsteorien. Det center hedder Einsteinturm.
Potsdam
En times togkørsel sydvest for Berlin centrum ligger Potsdam, som er hovedstad i Brandenburg og mest kendt for dens gamle kongeslot med tilhørende parkanlæg samt Potsdam Konferencen, hvor retningslinjerne for de allieredes besættelse af Tyskland efter Anden Verdenskrig blev fastlagt. Jeg var dernede for et par uger siden sammen med Nana fra Danmark, Wessel og Ilana fra Holland samt Nina fra Norge. Det var en hyggelig dag. Byen gjorde dog ikke det helt store indtryk på mig, og det var mere det at komme væk fra storbyen, der gav ekskursionen værdi. Via en lille detour fandt vi dog frem til et reservoir ved siden af en mærkeligt udseende normannisk ruin på toppen af en bakke et stykke fra slotsparken. I reservoiret havde et par gråænder slået sig ned, og til tider kom der ringe i den grumsede vandoverflade fra fisk på jagt efter insekter. Det var et specielt sted og turens højdepunkt.
Siden turen til Potsdam er der sket meget, og dette indlæg bliver det første af en serie med sporadiske opdateringer fra hverdagen i Berlin.
Siden turen til Potsdam er der sket meget, og dette indlæg bliver det første af en serie med sporadiske opdateringer fra hverdagen i Berlin.
søndag den 4. april 2010
I'm scared of the middle place
... og jeg glemte at skrive, at et varieté-teaterstykke i torsdags fik mig til at få øjnene op for Anthony and the Johnsons, og nu hører jeg dem hele tiden. Stykket hed Versus og blev fremført af en fransk akrobatikgruppe, der til musik af førnævnte samt Muse slyngede sig i torve og kravlede op i pæle. Meget af det var flot og imponerende, og musikken løftede helhedsindtrykket enormt meget.
My favourite moment of our dead century
Jeg har lyttet en del til TV On the Radio de seneste måneder, og det var et af de band, jeg havde håbet på at få at se i Berlin. Men de giver ikke koncerter for tiden. I fredags havde jeg en dag uden så meget indhold. Jeg tjekkede derfor www.tip-berlin.de for at se, hvad der gik for sig. På forsiden af deres koncert sektion var der en artikel om et band, der hedder Rain Machine. På billedet til artiklen genkendte jeg med det samme forsangeren som forsangeren fra TV On the Radio, og det viste sig, at der var tale om hans sideprojekt. Efter at have nydt den sidste eftermiddagssol ved Ladwehrkanal, tog Pernille og jeg til Volksbühne og så dem spille. Det var en fantastisk oplevelse. Kyp Malone, som forsangeren hedder, er enormt karismatisk, og resten af bandet var en meget forskelligartet blanding af virkeligt dygtige musikeret. Koncertstedet ligger i det tidligere Østberlin og er opført i Sovjettiden. "Folkets tribune" betyder navnet. Bygningen er meget monumental. Selve koncertlokalet var indrettet med røde møbler og store lysekroner. Meget retro og ret hyggeligt.
Jeg har bygget møbler til mit værelse, og det begynder at lige et "hjem". Mine medbeboere er søde, og jeg er glad for beliggenheden. Jeg glæder mig til at vise lejligheden frem, når jeg får besøg.
Jeg har været i byen med en flok nordmænd på en klub, der hedder Tape. I køen ved indgangen gik det op for og, at der var temafest for homoseksuelle mænd. To af nordmændene var faktisk homoseksuelle, så vi tog derind.
Jeg har været til picknic i Volkspark Friedrichshain med andre erasmus-studerende.
Jeg har set Cancellara vinde Flandern Rundt.
Jeg er glad for at være hernede. Jeg føler mig nogle gange ensom, når jeg ikke har aftaler eller planer. Der er en melankolsk grundstemning i mig, som især gør sig gældende, når jeg er alene. Jeg øver mig i at hvile i det, for jeg tror ikke, jeg kan ændre det. Jeg vidste godt, at jeg nok ville få det sådan hernede, da jeg rejste fra København. For opbrudet med min hverdag og min omgangskreds derhjemme fører til en selvfølgelig ændring af vilkårene for min dagligdag. Jeg er på en slags dannelsesrejse, som jeg altid gerne har villet ud på. Livet i Berlin er ikke sorgløst, men jeg er glad for at leve det. Jeg har selv valgt at tage afsted, og jeg vælger at blive hernede.
Jeg har bygget møbler til mit værelse, og det begynder at lige et "hjem". Mine medbeboere er søde, og jeg er glad for beliggenheden. Jeg glæder mig til at vise lejligheden frem, når jeg får besøg.
Jeg har været i byen med en flok nordmænd på en klub, der hedder Tape. I køen ved indgangen gik det op for og, at der var temafest for homoseksuelle mænd. To af nordmændene var faktisk homoseksuelle, så vi tog derind.
Jeg har været til picknic i Volkspark Friedrichshain med andre erasmus-studerende.
Jeg har set Cancellara vinde Flandern Rundt.
Jeg er glad for at være hernede. Jeg føler mig nogle gange ensom, når jeg ikke har aftaler eller planer. Der er en melankolsk grundstemning i mig, som især gør sig gældende, når jeg er alene. Jeg øver mig i at hvile i det, for jeg tror ikke, jeg kan ændre det. Jeg vidste godt, at jeg nok ville få det sådan hernede, da jeg rejste fra København. For opbrudet med min hverdag og min omgangskreds derhjemme fører til en selvfølgelig ændring af vilkårene for min dagligdag. Jeg er på en slags dannelsesrejse, som jeg altid gerne har villet ud på. Livet i Berlin er ikke sorgløst, men jeg er glad for at leve det. Jeg har selv valgt at tage afsted, og jeg vælger at blive hernede.
fredag den 2. april 2010
Reichenberger Strasse
I går flyttede jeg ind på mit nye værelse i WG/Reichenbergerstr 36. Det er en stor lejlighed i en gammel kontorbygning med fire meter til loftet. Jeg bor her sammen med to andre fyre fra Portugal og Frankrig samt tre tyske piger. De er søde, og jeg tror, det bliver godt.
Flytningen var lidt hektisk. For da jeg kom herhen med mit første læs, kunne de to fyre, der var de eneste hjemme, ikke høre, at jeg bankede på. De hørte musik. Heldigivs bor Pernille i lejligheden lige ovenpå, så jeg kunne deponere mine sager der og køre hjem efter de sidste sager og finde et telefonnummer på én i lejligheden. Så fik jeg fat på dem, og ved syv-otte tiden var jeg på plads. Men jeg havde ikke nogen dyne, så jeg måtte en tur i IKEA, som ligger ved Südkreuz Bahnhof. IKEA lukkede klokken ni. Jeg nåede det på et hængende hår.
I går aftes var der så Erasmus Intro fest et sted i Kreuzberg, der hedder Libo. Der var tonsvis af unge udvekslingsstuderende fra hele verden, og jeg følte mig for gammel. Det var jeg ikke den eneste, der gjorde, så der var heldigvis nogen at hænge ud med.
Idag er det helligdag i DK såvel som D, og alle butikker har lukket. Jeg mangler en del ting til mit værelse, og er ærgerlig over ikke at kunne købe dem idag. Jeg skal have:
- en (eller to) ekstra dyne(r)
- et skab
- computerhøjttalere
- et lille sofabord
- læretyggegummi
- en sengelampe
Jeg tager på loppemarked på søndag og leder.
Flytningen var lidt hektisk. For da jeg kom herhen med mit første læs, kunne de to fyre, der var de eneste hjemme, ikke høre, at jeg bankede på. De hørte musik. Heldigivs bor Pernille i lejligheden lige ovenpå, så jeg kunne deponere mine sager der og køre hjem efter de sidste sager og finde et telefonnummer på én i lejligheden. Så fik jeg fat på dem, og ved syv-otte tiden var jeg på plads. Men jeg havde ikke nogen dyne, så jeg måtte en tur i IKEA, som ligger ved Südkreuz Bahnhof. IKEA lukkede klokken ni. Jeg nåede det på et hængende hår.
I går aftes var der så Erasmus Intro fest et sted i Kreuzberg, der hedder Libo. Der var tonsvis af unge udvekslingsstuderende fra hele verden, og jeg følte mig for gammel. Det var jeg ikke den eneste, der gjorde, så der var heldigvis nogen at hænge ud med.
Idag er det helligdag i DK såvel som D, og alle butikker har lukket. Jeg mangler en del ting til mit værelse, og er ærgerlig over ikke at kunne købe dem idag. Jeg skal have:
- en (eller to) ekstra dyne(r)
- et skab
- computerhøjttalere
- et lille sofabord
- læretyggegummi
- en sengelampe
Jeg tager på loppemarked på søndag og leder.
tirsdag den 30. marts 2010
Stefan Schumacher II
Nu har Stefan overtaget pladsen som instruktør på mit hold fra Sascha. Jeg håber, han kører i Gerolsteiner-tøj.
Stefan Schumacher
I 2008 bar han den gule trøje i Tour de France i to dage og vandt løbets to lange enkeltstarter. I oktober måned samme år kom det frem, at han var blevet testet positiv for CERA under touren, og han fik efterfølgende to års karantæne. Jeg tror ikke, han har i sinde at gøre comeback i professionel cykelsport, for jeg er stødt på hans navn i en lidt anden sammenhæng. Humboldt Universität zu Berlin tilbyder nemlig en masse forskellige sportsgrene, herunder spinning eller bodybike, om man vil. Instruktøren for et af disse spinning-hold hedder Stefan Schumacher. I mandags klokken 9.00 blev der åbnet for tilmelding til semestrets sportskurser. Jeg loggede på klokken 9.10, men da var Stefans hold allerede fuldt booket. Istedet har jeg tilmeldt mig et hold med en instruktør, der hedder Sascha. Det kan man også godt hedde som dreng i Tyskland. Jeg har dog stadig sat mig for at finde ud af, om der er tale om den rigtige Stefan Schumacher.
På torsdag flytter jeg ind på mit nye værelse. Beliggenheden kan ses på kortet til højre i bloggen. Jeg glæder mig til det, og jeg glæder mig til at se Flandern Rundt på søndag. Ellers byder ugen på en teatertur i morgen aften, introfest for erasmus-studerende torsdag og fodbold i et gade-bur på lørdag. Der er mange af den slags rundt omkring i byen.
Jeg nyder stadig at køre på cykel rundt i byen, men ved stadtmitte er der vejarbejde, og turisterne ved check point charlie gør det til en kunst at komme uskadt forbi. Det er hektisk. Jeg skal have købt en cykelhjelm, og tilbage er der kun at sige:
På torsdag flytter jeg ind på mit nye værelse. Beliggenheden kan ses på kortet til højre i bloggen. Jeg glæder mig til det, og jeg glæder mig til at se Flandern Rundt på søndag. Ellers byder ugen på en teatertur i morgen aften, introfest for erasmus-studerende torsdag og fodbold i et gade-bur på lørdag. Der er mange af den slags rundt omkring i byen.
Jeg nyder stadig at køre på cykel rundt i byen, men ved stadtmitte er der vejarbejde, og turisterne ved check point charlie gør det til en kunst at komme uskadt forbi. Det er hektisk. Jeg skal have købt en cykelhjelm, og tilbage er der kun at sige:
Der skulle have været // tre ord i natten // talt stille uden tøven // Der var to // mennesker i mørket // og der dalede utallige fnug // fra himlen, hvide og lydløse // Det tog tre bevægelser// den morgen // i flere trin og etaper // før gløden helt forsvandt // Der stod ét ord // tilbage i den isnende kulde // og alt syntes borte // Der var aldrig // et gensyn siden // den nat
søndag den 28. marts 2010
Soundtack II
Man kan ikke se dr-tv live i udlandet. Lettere forsinket fik jeg dog set x-faktor finalen idag sammen med Kirstine, Nana, Pernille og Susanne. Det var nok egentlig den rigtige vinder, selvom jeg holdt med Jesper. I hvert fald var Thomas' version af "With Or Without You" virkeligt god. Det er det eneste nummer, jeg kan spille på guitar. Nu hører jeg tysk radio, og de spiller et fantastisk nummer af Mazzy Star: "Fade Into You". Musik betyder enormt meget for min gøren og laden. Det er et meget dominerende element i mit liv. Berlin har meget musik at byde på. Jeg har købt billetter til Broken Social Scene og Wild Beasts, og jeg glæder mig virkeligt meget til begge koncerter. Der kommer også meget andet:
- 7/4: Crystal Antlers
- 7/4: Frightened Rabbit
- 8/4: 65 Days of Static
- 12/4: Foals
- 13/4: Eagles*Seagull
- 23/4: Tunng
- 24/4: We Were Promised Jetpacks
- 30/4: She & Him
- 2/5: Faithless
- 3/5: A Place to Bury Strangers
- 6/5: The Brian Jonestown Massacre
- 6/5: LCD Soundsystem
- 8/5: The National
- 16/5: Coco Rosie
- 24/5: Broken Social Scene
- 31/5: Tokyo Police Club
- 1/6: Kasabian
- 16/6: The Hold Steady
- 30/6: Pearl Jam
- 1/7: Alexisonfire
lørdag den 27. marts 2010
Soundtrack
Vi var til fest på Sonnenallee, og to af os tog videre i byen til et sted, der hed "tape". Musikken var elektronisk, og vi dansede til den. Og vi tog hjem klokken fem, og klokken blev seks på grund af sommeren. Og på hauptbahnhof er der bjørne i hobevis, og vi stod af ved brandenburger tor og gik videre til französische strasse. Og jeg var nær faldet i søvn i ubahn, men nåede lige præcist at skifte ved mehringdamm. Jeg stod af på karl marx strasse, og der var prikker overalt, og "whale song" skiftede til "unwind" og derefter til "reckoner", og det hele skriger på et digt:
Jeg når ikke i mauer park i morgen.
Man spørger om det
altid har været sådan
og der bliver svaret
at det stod her
før verden vågnede
til lyden af ingenting
Flyet letter i snevejr
henover det
og det ramler sammen
indhyllet i den luft
som er det
Der bliver svaret
at det kom før os
Nu går det igen
bort med os
Der letter ikke
flere fly i snevejr
Jeg når ikke i mauer park i morgen.
Things to do and see
- Wannsee
- Tacheles
- Volksküche
- Weinbar
- Grünewald
- Hamburger Bahnhof
- Spree Schwimbad
- Bergmann Strasse
- Rosenthaler Strasse
- Potsdam
- Warschauer
- c/o Postfuhramt
- Admiralbrücke
- Treptower Park
- Tempelhof
- Berlin Velodrom
- Lemke Bar
Forårets kommen...
Som i København kan man i Berlin foranlediges til at tro, at byens kønne piger gemmer sig væk hele vinteren for så pludselig igen at dominere gadebilledet, når forårets første snert af sol og varme viser sig. I denne uge er foråret kommet til Berlin, og gadebilledet har prompte ændret sig. På fortovene og i parkerne vrimler det med smilende mennesker, der nyder is og øl i solen. Græsset er stadig halvvissent, og de mange træer langs fortove og i parker er endnu ikke sprunget ud, men alligevel er der ingen tvivl om, at det nu er forår. I går kunne vi uden problemer sidde uden for og spise aftensmad.
De to sidste weekender har jeg været væk fra Berlin. For to uger siden var jeg i Hamborg og i sidste weekend gik turen hjem til København for at være med til SemiProTourens standerhejsning: årets første løb, prologen. Det blev til et dejligt gensyn med en masse venner i Hamborg, og som altid var det fantastisk at gense drengene i SemiProTourens oven på vinterpausens lange afsagn. Men det kræver også energi og tid - og selvfølgelig penge - at være på farten, og det fører selvsagt til afbræk fra tiden i Berlin, som i forvejen er begrænset. Om det bliver til flere smutture væk fra Berlin, ved jeg derfor ikke. De næste par weekender bliver jeg i hvert fald her og nyder foråret.
Katharina har tre cykler, og hun har lånt mig den ene. Det er en rimeligt fed, old school racer cykel, som hun har fået af sin onkel. Den er alt for stor til hende, men hun nægter at sælge mig den. Den står hendes hjerte nær, siger hun, og det må jeg jo så respektere. Selvom den passer langt bedre til mig :-) Men i hvert fald har jeg fået lov at køre på den, indtil jeg finder en anden. Det er en fornøjelse at opleve byen på cykel. Ganske vist er forholdene noget anderledes end i København. Tyskland er et bilernes land, og cykelbevægelsen er stadig temmelig ung. Man skal have tungen lige i munden, når turen går op ad Sonnenallee mod bymidten. Og en cykelhjelm er et must.
De to sidste weekender har jeg været væk fra Berlin. For to uger siden var jeg i Hamborg og i sidste weekend gik turen hjem til København for at være med til SemiProTourens standerhejsning: årets første løb, prologen. Det blev til et dejligt gensyn med en masse venner i Hamborg, og som altid var det fantastisk at gense drengene i SemiProTourens oven på vinterpausens lange afsagn. Men det kræver også energi og tid - og selvfølgelig penge - at være på farten, og det fører selvsagt til afbræk fra tiden i Berlin, som i forvejen er begrænset. Om det bliver til flere smutture væk fra Berlin, ved jeg derfor ikke. De næste par weekender bliver jeg i hvert fald her og nyder foråret.
Katharina har tre cykler, og hun har lånt mig den ene. Det er en rimeligt fed, old school racer cykel, som hun har fået af sin onkel. Den er alt for stor til hende, men hun nægter at sælge mig den. Den står hendes hjerte nær, siger hun, og det må jeg jo så respektere. Selvom den passer langt bedre til mig :-) Men i hvert fald har jeg fået lov at køre på den, indtil jeg finder en anden. Det er en fornøjelse at opleve byen på cykel. Ganske vist er forholdene noget anderledes end i København. Tyskland er et bilernes land, og cykelbevægelsen er stadig temmelig ung. Man skal have tungen lige i munden, når turen går op ad Sonnenallee mod bymidten. Og en cykelhjelm er et must.
Sprogkursus
Undervisningen på universitetet starter først den 12. april. Her i marts måned følger jeg derfor et intensivt tyskkursus sammen med mange andre udvekslingsstuderende. Der er omkring ti forskellige undervisningshold, og vi er blevet fordelt efter niveau på baggrund af en kort skriftlig prøve. Det fungerer meget fint. Vi er 14 på mit hold, og undervisningen passer godt til mit niveau. Samtidig er de andre på mit hold flinke og rare, og vores lærerinde er mægtigt god. Vi har også været på ekskursion og set en rest af berlinmuren. Vi møder klokken 9 hver morgen og har undervisning til klokken 14. Det er lang tid siden, jeg har gået i skole på den måde, og jeg må indrømme, at det er rimeligt hårdt at komme op om morgenen samt bevare motivationen fem timer i streg. Jeg ender tit med at sidde og tegne i timerne. I al min tid på K.U. har der altid været mindst et par dage om ugen ud over weekenden til at sove længe. Sådan bliver det forhåbentlig også, når den universitetsundervisningen starter.
Club Horn og de første koncerter
I den uge, hvor jeg flyttede til Berlin, var Mamdouh fra min mat-øk årgang på ferie hernede sammen med Cornelia, Mia, Frederikke og Thanh. De havde lejet en lejlighed i Friedrichshain og for en stund flyttet deres efterhånden sagnomspundne private klub "Club Horn" til Berlin. Det var fedt at kunne hænge ud med kendte ansigter de første dage. Vi så paradise og x-faktor, gik på coctailbarer og spillede brætspil, holdt morgenfester og fik naboklager. Det var en dejlig weekend.
Ugen efter havde jeg købt billet til koncerter med the Antlers og Yeasayer. The Antlers spillede på the Bang Bang Club i en gammel bunker ved Hackescher Markt. Yeasayer spillede på Postbahnhof, som er et spillested lige ved Ostbahnhof. Begge koncerter var virkeligt fede. The Antlers så jeg alene. Til Yeasayer-koncerten havde jeg selskab af Susanne, Pernille og Kirstine fra etnologistudiet ved K.U., Majken fra R.U.C. og Elena fra Belgien.
Berlin har enormt mange koncerter at byde på de kommende måneder, og jeg glæder mig til at se mange af dem.
Ugen efter havde jeg købt billet til koncerter med the Antlers og Yeasayer. The Antlers spillede på the Bang Bang Club i en gammel bunker ved Hackescher Markt. Yeasayer spillede på Postbahnhof, som er et spillested lige ved Ostbahnhof. Begge koncerter var virkeligt fede. The Antlers så jeg alene. Til Yeasayer-koncerten havde jeg selskab af Susanne, Pernille og Kirstine fra etnologistudiet ved K.U., Majken fra R.U.C. og Elena fra Belgien.
Berlin har enormt mange koncerter at byde på de kommende måneder, og jeg glæder mig til at se mange af dem.
Neukölln
Jeg kom til Berlin den tredje marts uden en fuldstændig afklaret boligsituation. Jeg havde fundet et værelse for en måned i en toværelses lejlighed i Berlin, hvor Katharina fra Dortmund på 25 bor. Katharina er virkeligt sød, og vi er blevet gode venner. Hun har tilbudt mig at blive boende her, til jeg igen skal hjem til Danmark. Hun siger, at Kreuzberg er fuld af "posers", og at der er meget mere cool i Neukölln. Det er der sikkert noget om, men jeg er endnu ikke klar til at slippe drømmen om Kreuzberg. Jeg må gøre min egne erfaringer, så den første april flytter jeg til Kreuzberg. Dér har jeg fundet et værelse i Reichenberger Strasse lige ved den kanal, der adskiller Kreuzberg fra Neukölln. På den anden side af kanalen er der hver tirsdag og fredag et tyrkisk marked. Værelset ligger i en 200 kvm. stor lejlighed i en gammel kontorbygning. Jeg glæder mig til at flytte derhen, men jeg er også ked af at skulle flytte fra Katharina. Tvivlen er et umgængeligt vilkår i mit liv. Jeg forsøger at komme den til livs, men jeg må nok indse, at det ikke lader sig gøre.
På en af mine første dage i Berlin købte jeg er blad, der hedder "Tip Berlin". Det indeholder artikler om og oversigter over kulturelle tilbud i Berlin og udgives hver fjortende dag. I det eksemplar, jeg købte, var der en lang artikel om Nord-Neukölln, som eftersigende er det nye hippe sted i Berlin. Katharina bor i Syd-Neukölln. Jeg flytter til Syd-Øst-Kreuzberg, som er meget tæt på Nord-Neukölln. Jeg er en poser.
På en af mine første dage i Berlin købte jeg er blad, der hedder "Tip Berlin". Det indeholder artikler om og oversigter over kulturelle tilbud i Berlin og udgives hver fjortende dag. I det eksemplar, jeg købte, var der en lang artikel om Nord-Neukölln, som eftersigende er det nye hippe sted i Berlin. Katharina bor i Syd-Neukölln. Jeg flytter til Syd-Øst-Kreuzberg, som er meget tæt på Nord-Neukölln. Jeg er en poser.
søndag den 7. marts 2010
Sange om lyksalighed
De første to linjer af Bloc Partys sang "Kreuzberg" lyder: "There is a wall that runs right through me // Just like the city, I will never be joined". Jeg hørte for første gang dette nummer i foråret 2007, og sangen lod en romantisk længsel efter en dag at bo i Kreuzberg spire i mig. Vækstbetingelserne for denne længsel var særdeles gunstige, for siden folkeskolen har jeg haft en svaghed for vort naboland mod syd. Senere i Bloc Partys nummer synges der: "I have decided // At twenty-five // That something must change". Til sommer fylder jeg 26. Om de næste måneder i Berlin vil nå at ændre noget radikalt for mig vil tiden vise.
På denne blog vil jeg skrive kort og langt om mine oplevelser under mit studieophold ved Humboldt Universität zu Berlin. Jeg vil bestræbe mig på at undgå lange prætentiøse passager, som jeg ellers har tendens til at forfalde til i mit skrevne sprog. Hensigten er at lave en blog med impulsivt nedfældede noter, der forhåbentlig kan give et underholdende indblik i mit liv i Berlin.
På denne blog vil jeg skrive kort og langt om mine oplevelser under mit studieophold ved Humboldt Universität zu Berlin. Jeg vil bestræbe mig på at undgå lange prætentiøse passager, som jeg ellers har tendens til at forfalde til i mit skrevne sprog. Hensigten er at lave en blog med impulsivt nedfældede noter, der forhåbentlig kan give et underholdende indblik i mit liv i Berlin.
Abonner på:
Opslag (Atom)
