Diasshow

tirsdag den 15. juni 2010

Billeder

Jeg har lagt nogle nye billeder op her på siden i spalten til højre. Der er et billede af Christian og Marie fra Karneval der Kulturen, som fandt sted i den weekend, hvor de var her. Der er også et billede af Marie og Mikael på en græsplæne foran Cinestar ved Potsdamer Platz, hvor vi venter på at komme ind og se Ghostwriter. Forleden var jeg ved Havel og bade sammen med min gamle sambo Katharina. Hende er der også et billede. Og i gården ved min lejlighed spiste vi i sidste uge middag med folk fra lejligheden ovenover. Jeg har lagt et billede ud af det. Danmark tabte 2-0 i mandags, og der er billeder af glade hollændere og mig selv i rødt og hvidt. Hver torsdag afleverer jeg opgaver i mit fag om stokastiske integraler. Jeg løser dem tit sammen med Mareile og Hardy, og jeg har lagt et billede ud af de to fra frokostpausen på universitetet. Der er blevet lavet en ny rengøringsplan herhjemme. Jeg har taget et billede af Miriam, der gør rent i køkkenet, mens Stefan står under diskosvinet, som Antje har lavet, og kiggger på. I Mauerpark i Prenzlauer Berg er der hver søndag karaoke. Jeg var for første gang derude i søndags, og jeg tog et billede af det. I lørdags spillede jeg fodbold med nogle hollændere, nordmænd og tyskere. Det regnede lidt. Vi spillede på en asfalteret bane, hvor der lå blade og pollen, og det blev ret glat på grund af regnen. Vi var vist alle en tur i asfalten. Jeg har lagt et par billeder ud fra den eftermiddag. I torsdags kørte jeg med Andreas fra Hamburg, som jeg har et par kurser med, ud til Langersee, der ligger forholdsvis tæt på Adlershof, hvor jeg har undervisning. Der tog vi en dukkert i hedebølgen, som varede til lørdag. Andreas har gjort civiltjeneste i Sydafrika og er rigtig flink. Da min far var her, blev afslutningen af årets operasæson markeret med en gratis open-air klassisk koncert. Det var vi inde og høre. Jeg faldt i søvn undervejs, men nåede at få taget et par billeder.

At sige nej

Jeg var en tur i kbh for nogle uger siden. Jeg tog bussen og var fremme klokken tre og tog hjem til min søster for at gå i bad, inden jeg skulle til gammel elev fest men min folkeskoleårgang. Hos min søster lå majudgaven af Euroman. Der var en artikel om forskellige træningsruter rundt omkring i Europa brugt af professionelle cykelryttere. Den var interessant, men mest indtryk på mig gjorde en kort spalte med et interview med Jesper Binzer fra D-A-D. Han snakkede blandt andet om at blive voksen, og han sagde, at han først langt oppe i tyverne lærte at sige nej. Jeg har aldrig været god til at sige nej. I Berlin øver jeg mig i det. Jeg har droppet det seminar, jeg tidligere omtalte herinde. Jeg kunne simpelhen ikke overskue det. Jeg har sagt nej til at have flere besøgende boende - i hvert fald foreløbig. Jeg har meldt mig fra det sprogkursus i tysk, som jeg tilmeldte mig ved semesterstart. Jeg har droppet Stefan Schumacher og hans spinninghold. Jeg er stadig tilmeldt indendørs fodbold hver torsdag, men jeg tror ikke jeg kommer mere. Det er indendørs, og nu hvor det er blevet sommer, vil jeg hellere være udenfor. Desuden var min forhåbning, at jeg gennem fodbolden kunne lære nogle lokale at kende. Men vi snakker stort set ikke sammen i løbet af de to timer, og der har ikke vist sig spor af socialt islæt i forbindelse med træningen.

Det er lang tid siden, jeg sidst skrev herinde. Siden sidst har min far været en tur forbi, og i sidste weekend var Morten her igen med sin kæreste Marie. Ingen af dem boede hos mig. Det var to virkeligt dejlige weekender. Det har været 32 grader varmt, og VM er begyndt. Jeg har købt billet til Roskilde, og fået mine eksamensdatoer. Jeg har fire mundtlige eksamener den 19., 20., 21. og 22. juli. Min undervisning slutter den 15. juli. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal nå at få læst op til eksamenerne. Det må gå, som det går. Jeg løber stadig min rute ved kanalen tre gange om ugen, og jeg er glad for min hverdag. Det er dejligt at komme hjem til lejligheden og snakke med, hvem der nu er hjemme, og ikke have nogen konkrete planer for aftenen. Her er altid nogen hjemme, og de er alle søde. Jeg har været forbi Kirstine og Nanas lejlighed og sætte en gardinstang op, og det er dejligt at have en hverdag, hvor der også sker sådanne ting.
Jeg kan godt lide at gå rundt i området omkring min lejlighed. Jeg holder især af Graefestrasse og Diefenbachstrasse, min yndlingsshawarma på Skalitzer Strasse, en ny bar, der er åbnet lige over for mig, hvor de altid viser VM, og af Marianenplatz, hvor der nogle gange er Freiluftkino. Det har jeg dog endnu ikke været til.
To af egerne i baghjulet på min cykel er knækket, men den kan stadig køre, og jeg har fundet en ny vej til og fra uni. Den er hurtigere, men har lidt mindre cykelsti. Jeg har søgt instruktorater for blok 1 ved IMF, KU. Så jeg kommer nok hjem til september.