Fildeling

www.gaffa.dk bragte idag en artikel om, at Telenor er blevet pålagt at censurere deres kunders adgang til fildelingssiden www.thepiratebay.com. En del har kommenteret på denne artikel. Jeg er en flittig bruger af debatforummet på www.gaffa.dk, og min kommentar til dette emne vil jeg gerne dele med jer.

---------------------------------------

Desværre tror jeg ikke fildelingsproblemet kan løses ved censur og blokering af de sider, der gør det muligt at dele musik og film. Alle kan vist blive enige om, at internettet er kommet for at blive. Det giver en masse fantastiske muligheder og udfordringer for den måde, vi opfatter rettigheder for og distribution af for eksempel musik. At www.thepiratebay.com har kunnet køre videre, selvom ophavsmændene er blevet idømt fængselsstraf er et tydeligt eksempel på, at det ikke nytter noget at kriminalisere piraterne. Det synes mig, at piraterne altid er et skridt foran myndighederne, og de folk, der gerne vil dele musik og film online, skal nok finde ud af at gøre det, selvom alle danske internetudbydere censurerer alverdens torrent-sider. Jeg tror, der skal tages en helt anden tilgang til problemet for at komme det til livs. TDCs forsøg med en slags abonnementordning på (næsten) al musik var efter min mening et skridt i den rigtige retning. Digitaliseringen af musik og film har gjort det umuligt at undgå fildeling. Det er et vilkår, og det må man forholde sig til, og der bør skabes en ramme for brug af musik og film, der forholder sig realistisk til den verden, vi lever i. Jeg tror, stort set alle danskere på et eller andet tidspunkt har forbrudt sig mod loven om ophavsret ved for eksempel at erhverve sig ulovligt distribueret musik. Vi er et land fuld af forbrydere, og det samme gælder nok resten af verdens lande. Det er efter min mening urealistisk, at forestille sig, at der kan ændres ved det faktum inden for rammerne af gældende lovgivning. Efter min mening bør der føres en (filosofisk) debat om, hvad værdien af musik for mennesker egentlig er. Bliver musik skabt for, at kunstnere kan have patent på den og tjene penge på den, eller bliver musik snarere skabt for, at folk kan bruge den og nyde den. Det er givetvis en kombination af begge.
Det har nu i mere end ti år været muligt at dele musik på nettet, og der har lige siden Napster kom på banen været utallige dommedagsformaninger om, at fildeling vil føre til døden for musikbranchen; at kunstnere ikke længere kan tjene penge på at udgive musik, og at pladeselskaberne vil være nødsaget til at dreje nøglen om. Men der bliver stadig produceret musik - og, efter hvad jeg kan skønne, i lige så stort omfang og i samme kvalitet som tidligere. Udbuddet af musik er ikke blevet mindre. Det peger for mig at se i retning af, at det er andet end udsigten til at få patent på et stykke kunst og tjene penge på det, der får folk til at lave musik.
Verden blev ændret med internettet og de muligheder, det har givet. Det har vi alle måttet forholde os til.

Fra Berlin 2010

Løbetur

Jeg er begyndt at løbetræne. Tæt på mit bopæl løber Landwehrkanal, som forbinder den øvre og nedre del af floden Spree. Der er et fint stisystem langs kanalen, og jeg har fundet en god løberute på 5.8 km. Jeg løber over tre broer, gennem forskellige pakker og forbi en Biergarten. På min vej møder jeg mange andre løbere, folk, der spiller petanque, og mennesker, der bare går en tur. Jeg har aldrig været særligt glad for at løbe. Men jeg tror, jeg bliver det her. Til august skal jeg med nogle af drengene fra SemiProTouren til Pyrenæerne og prøve kræfter med legendariske stigninger fra Tour de France og Vuelta a Espana. Jeg vil ikke gå ned på Tourmalet.

Jeg bor ved "J".

Fra Berlin 2010

Giro d'Italia

Maj måned står i Giroens navn, og igen i år har giro-arrangørerne sammensat en rute, der indbyder til utallige timers uforglemmeligt cykelløb. Jeg har købt et eurosport-abonnement og følger flittigt med i de kuperede etapers udvikling. Dem er der mange af, og de har alle været virkeligt spændende. I søndags så Basso ud til at være den stærkeste i feltet. Men idag slog Evans igen på bjergenkeltstarten. Igen i morgen, fredag og lørdag er der bjerge på programmet. Inden det hele skal aføres søndag med en enkeltstart i Verona.

Min favorit er Scarponi. Han er en af cykelsportens faldne engle, og derfor holder jeg af ham. Men han vinder næppe.
Basso har også ar på sjælen, og jeg under ham gerne sejren.

Det er menneskeligt at fejle, og folk fortjener tilgivelse. Også i cykelsporten.

Læsegruppe

Jeg savner min læsegruppe. Mine fag ved Humboldt Universität er spændende og relevante; men jeg savner at sidde til forelæsningerne og løse opgaverne med folk fra mat-øk i København. Det kommer ikke bag på mig, at det er sådan. Jeg oplevede det også i Canada. Det skal også nok gå alligevel. Men savnet er der, og det forsvinder ikke helt, før jeg kommer hjem igen. Der er masser af flinke og rare folk, der har kurserne sammen med mig. Men det er svært at skabe tætte personlige og faglige relationer i løbet af et semester. Det er i hvert fald svært for mig. For år tilbage skrev jeg en del digte. Blandt andet dette:

og over søernes mørke
i byens evige nat
inspireret af vanvid
fuldender jeg et nyt

for under stjernernes glans
i byens døende dag
forblændet af kærlighed
lever jeg på ny

og i gadernes tomhed
inden vinteren fortager sig
betaget af jeres brist
stræber jeg endnu

men efter dit sidste suk
i vores tid som et
berørt af din sorgløshed
tager jeg herfra igen

Det ville nok ikke have været lettere for mig dengang.

10 års jubilæum

Jeg har været en tur i Danmark. Torsdag den 13. maj tog jeg bussen hjem. Klokken tre var jeg på Københavns Hovedbanegård. Så tog jeg hjem til min søster og fik et bad. Jeg tog videre med kystbanen til Espergærde og gik til Tibberupskolen. Her var der 10 års jubilæumsfest for min årgang. Vi blev færdige med niende klasses afgangseksamen i 2000, og jeg har ikke set ret mange fra hverken parallelklassen eller min egen klasse siden. Det var virkeligt sjovt og festlig og spændende at høre om alle de ting, der var sket siden dengang. Men i virkeligheden var folk, som de plejede. Vi spiste middag i hjemkundskabslokalet. Vi havde nøgler til hele skolen og var rundt og se alle de lokaler, hvorfra vores erindringer fra tiden stammede. Mindernde væltede frem, og det var både vemodigt og glædeligt. Jeg har mange gode minder fra min folkeskoletid, men det var ikke altid fryd og gammen, og især de sidste år af folkeskolen tænker jeg ikke tilbage på med ubetinget glæde. Mine oplevelser med det danske undervisningssystem og brugerne af det er dog heldigvis kun blevet bedre siden.
Natten sluttede på Club Retro i Helsingør, og fredag aften fløj jeg tilbage til Berlin. Det var et døgn i en tidslomme og jeg nåede ikke at se andre bekendte i København end min søster og KB.

Første maj

Jeg har været i Fælledparken mange gange og fejret første maj derhjemme i København. Det er hyggeligt - især når vejret tillader én at lade frakken blive hjemme. Jeg har aldrig rigtigt dyrket de politiske taler eller på anden måde engageret mig i de budskaber og værdier, der ligger til grund for denne mærkedag. Men jeg er ikke den eneste i København med denne tilgang til fejringen af Arbejdernes Kampdag, og jeg føler ingen skam.
I Berlin bliver første maj også markeret. Årsagen er den samme som i København og mange andre steder i verden- at støtte op om arbejdernes kamp for retfærdighed. Men her i Berlin er festlighederne slået noget større op end derhjemme. Oranienstrasse, som ligger et stenkast fra min bopæl er hvert år centrum for festerne, og stort set alle sidegader og pladser bliver lukket for al trafik. Der er utallige scener med forskellige små koncerter, dj-pulte samt øl- og madboder spredt ud over kvarteret og enormt mange mennesker i gaden. Jeg startede sammen med andre udvekslingsstudenter dagen i en park i området, der hedder Görlizer Park, hvor vi grillede i solen. Henad eftermiddagen drog vi mod Oranienstrasse, der var proppet af festglade mennesker. Det blev en lang nat med dans i gaden, og stemningen, hvor jeg befandt mig, var virkeligt god. Men for mange mennesker i Tyskland handler første maj om at kæmpe mod kapitalismen eller det undertrykkende borgerskab eller bare samfundet som helhed, og Kreuzberg er derfor også scene for adskillige demonstrationer, hvoraf nogen har for vane at udvikle sig temmelig voldeligt. Derfor var der politibetjente i fuld kampudrustning overalt i gadebilledet. Jeg har aldrig nogensinde før set så mange betjente. Der holdt hollændervogne parkeret i alle gader i området, hvor jeg bor. Private biler var blevet forflyttet til områder længere væk. Normalt plejer Berlin at få assistance for andre politikredse i Tyskland til første maj festlighederne; men i år stod de for første gang selv alene for tjansen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor mange betjente her har været de andre år.
Dagen, aftenen og natten forløb dog roligere, end den plejer. Der blev tændt ild til nogen enkelte biler, og politiet kastede tåregas ved et nogle få lejligheder. Men alt i alt var det vist ikke så slemt, som det plejer. Jeg oplevede heller ikke noget ubehageligt.
Min mor var netop denne weekend på besøg med sin kæreste Søren, Sørens søn Anders samt Anders' ven Anders. De havde indlogeret sig på et ungdommeligt hostel på Spreewaldplatz midt i Kreuzberg. I løbet af første maj blev der sat et stort lydanlæg med højttalerne vendt ud mod gården op i receptionen på hostellet, og så gik festen i gang. På pladsen var der en stor demonstration, og der blev smidt tåregasgranater netop, da min mor og de andre ville ud og spise aftensmad. Min mor nåede præcist ud af døren til hostelet, mens de andre blev fanget derinde. Min mor kunne dog ikke komme ind igen på grund af demonstrationen. Hun endte med at tilbringe aftenen i sin bil, som politiet havde flyttet flere kilometer væk fra området. Det var vist lidt af en oplevelse for de fire. Men ellers havde de en god weekend i Berlin.

Besøg

Jeg har haft mange besøg de seneste uger, og jeg har ikke skrevet så meget på bloggen. Igår tog Christian og Marie hjem, og dermed er det slut med at have folk sovende - i hvert fald foreløbig. Mit sidste indlæg handlede om Interpol. Dem lytter jeg stadig til, og det vil jeg nok altid gøre; men jeg andre kunstnere har overtaget den dominerende rolle i det lydbillede, der præger min hverdag. Igår var jeg til en fantastisk koncert med Broken Social Scene, som er et orkester fra Toronto. Jeg lærte bandet at kende, da jeg i sin tid var på udveksling i Canada, og det var meget specielt for mig at høre dem her i Berlin under endnu et udvekslingsophold. Broken Social Scene har en meget skiftende besætning af medlemmer. Der er kun to faste medlemmer, og bandet trækker i høj grad på bidrag fra kunstnere, der også er engageret i andre projekter. Man kan kalde bandet et slags canadisk indiekollektiv, og blandt bandets samarbejdspartnere tæller Feist, Metric og Stars, som ligeledes præger den canadiske scene for uafhængig rockmusik. Koncerten var fabelagtig. Stemningen var intens og meget følelsesladet. Forsanger Kevin Drew indledte den to timer lange koncert med ordene: "I must admit I was quite anxious to play here. I had no idea we were this popular in Berlin". Inden det næstsidste ekstranummer rundede han aftenen af med ordene: "It has meant a great deal for us to play here. Berlin is a city that gets talked a lot about in Toronto. We lose a lot of people to this place". Inden da havde de spillet en af mine favoritsange overhovedet. Sangens tekst indeholder blandt andet ordene: "... and you all want the lovely music to save your lives..." Jeg var rørt til tører. Broken Social Scene turnerer i Europa noget tid endnu og har ifølge deres hjemmeside ikke nogen koncerter på programmet under Roskilde Festival. Jeg tror, de bliver annonceret som et af de sidste bands, og i så fald kan jeg kun anbefale alle at slå et smut forbi koncerten.

29/4-2/5 var min mor, Søren, Anders og Anders her.
6/5-10/5 var Marie og Mikael her.
13/5-16/5 var Auguste, Sonja og Patricia her.
21/5-24-5 var Christian og Marie her.