Prüfungen

Der var ikke nogen i lokalet, da jeg tre kvarter før min termin ankom til Adlershof for at gå til den første af fire mundlige eksamener i samme uge. Jeg skulle op klokken 11.15, og jeg troede eksamen ville finde sted i vores sædvanlige undervisningslokale. Men Prof. Peter Imkeller var der ikke, og Victor fra Cameroun, der skulle op før mig, var heller ikke at se. Jeg ringede til Andreas, som sagde, at eksamen var på Imkellers kontor. "Das ist ganz gewöhnlich" var ordene.
Imkeller har sit kontor på anden etage i første fløj af Johann von Neumann Haus, som er hovedbygningen for Matematisk Institut ved Humboldt Universität zu Berlin. Bag den lukkede dør kunne jeg høre Victors og Imkellers stemmer. Jeg slog mig ned i en stol på gangen og ventede til turen blev min.

Jeg havde sidste forelæsning torsdag den 15. juli. Mandagen derefter fandt begyndte eksamenerne. En decideret læseferie havde jeg således ikke glæde af. Der var to uger mellem Roskilde Festival og eksamenerne, og det tog mig nogle dage at komme igang med at læse op. Det var et par hårde uger, med mange timer på biblioteket i Teologisk Institut sammen med Nina fra Bergen. Det hårdeste var dog hele tiden at tænke på at skulle læse. Jeg havde svært ved at finde motivationen, for udenfor var der 35 grader varm, og Tour de France var i fuld gang. Jeg så mere Tour de France, end jeg læste til eksamen, og den dårlige samvittighed nagede mig. Men jeg var ikke i stand til at komme den til livs, og den viste sig også at være overflødig. Mit ambitionsniveau var at bestå de fire eksamener, og det rakte mine bestræbelser fint til. Jeg havde kunnet klare mig med en endnu ringere arbejdsindsats. Det ligger mig nært at være nervøs for eksamen uden grund.

Victor kom ud af kontoret med et smil på læben. Han synes, det var gået godt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han fik. Han vil gerne blive i Berlin, men det afhænger af, hvordan han klarer sine eksamener. Eksamenerne her er uden forberedelse. Vores instruktor Claudia var censor, og hun spurgte mig, om jeg følte mig "gesund". Jeg svarede, at jeg i hvert fald ikke var "krank", og så gik eksamen igang. Det var meget afslappet og behageligt. Imkeller stillede spørgsmål til alle grene af pensum, og jeg svarede så godt, jeg kunne. For det meste var mine svar korrekte. Dagen inden havde jeg lavet eksamenssimulation hjemme hos Andreas. Andreas har haft mange mundtlige eksamener gennem sin studietid, og det var en stor hjælp for mig at have øvet det med ham. Andreas havde eksamineret mig og stillet de spørgsmål, han regnede med ville komme, og han havde ramt virkeligt godt. Imkeller stillede mange af de samme spørgsmål. Efter eksamen ventede jeg et par minutter på gangen og kom så ind igen. De var meget tilfredse og ønskede mig held og lykke fremover. Imkeller spurgte, om jeg skulle skrive speciale hos Martin Jacobsen eller Michael Sørensen. Jeg svarede, at jeg ikke vidste det endnu.

Dagen efter om tirsdagen var jeg oppe i Malliavin's Calculus hos Anthony fra Frankrig. Han er ung og flink, og denne gang var censoren en anden phd-studerende, som selv havde fulgt kurset. Malliavin's Calculus har markeret kulminationen på den process af øget matematisk abstraktion, som jeg har oplevet i løbet af min studietid. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde til fulde vil forstå denne gren af sandsynlighedsregning. Jeg var oppe i en artikel, og den havde jeg nogenlunde forstået. Der var et enkelt bevis i artiklen. Det gennemgik jeg ved tavlen, og de var tilfredse.

Om onsdagen var der igen eksamen. Denne gang hos Michael Kupper, hvis dialekt til tider nærmest lyder bornholmsk. Kuppers kursus handlede om rentestrukturmodeller. Det var mine yndlingsforelæsninger, men jeg havde kun fået læst op en enkelt dag. Jeg havde et par uger inden eksamen sendt en mail til Kupper for at høre, om vi kunne rykke eksamen til ugen efter. Det kunne ikke lade sig gøre, da han skulle til Schweiz. Men han svarede, at han ville "berücksichtigen", at jeg havde tre andre eksamener samme uge. Eksamen foregik igen på kontoret, og det var meget afslappet og behageligt. Jeg mestrede ikke ret mange bevistekniske detaljer, men jeg tilfreds med udfaldet.

Torsdag var den sidste eksamen. Denne gang var det i Mathematical Business Theory hos Santiago fra Mexico. Santiago er meget cykelinteresseret, og jeg tror, han havde set mindst lige så meget Tour de France som mig op til eksamen. Anthony var denne gang censor, selvom han slet ikke kendte noget til stoffet. Kurset har været en fortsættelse af den økonomiske ligevægtsteori, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Eksamen bar dog ikke præg af denne øgede abstraktion. Der har været temmelig mange dybsindige beviser i faget i løbet af semestret, og der er blevet referet til talrige funktionalanalytiske teoremer, som jeg ikke havde kendskab til. Men til eksamen blev jeg ikke stillet til regnskab for noget af dette. Jeg kunne have bestået den alene ud fra mine tidligere mikroøkonomikurser. Efter eksamen gik Santiago og jeg op på hans kontor og hentede den artikel, jeg skal skrive en ekstra opgave ud fra. Artiklen ligger stadig i min skoletaske. Jeg tager den med til Mallorca i morgen.

Det er blevet køligere i Berlin, og jeg elsker at være her. Mine bofæller søger en ny medbeboer til mit værelse. Det er vemodigt at skulle herfra.

Tour de France

Ruten for årets Tour de France stillede mange store oplevelse i udsigt. Med lidt god vilje kunne fem af årets etaper karakteriseres som etaper med mål på toppen af en stigning. Det er mere end vanligt for Tour de France, der de seneste år ikke har kunnet måle sig med Giro d'Italia og Vuelta a Espana med hensyn til antal spektakulære bjergetaper. Tour de France er verdens hårdeste cykelløb, men det er ikke i kraft af rutens beskaffenhed. Løbet er det hårdeste, fordi de største navne formmæssigt topper under touren for dér at høste succes. Af den grund bliver der simpelthen kørt stærkere i Tour de France end i de andre store etapeløb.
Foruden flere bjergafslutninger end vanligvis havde tour-arrangørerne i år indlagt to etaper, hvis beskaffenhed i nogen grad mindede om to af forårets store klassikere: Liege-Bastogne-Liege og Paris-Roubaix. Førstnævnte indeholder talrige korte, stejle stigninger i Ardennerne. Godt en håndfuld af disse var en del af årets tredje etape. Den sidste stigning faldt med blot elleve kilometer til mål, og der var således udsigt til spektakulært cykelløb denne dag i Ardennerne. Regnen stod ned i stænger, da rytterene begav sig ud på smalle veje i det sydøstlige Belgien, og dramatikken udviklede sig hurtigt, idet godt halvdelen af feltets ryttere undervejs var involverede i styrt på de regnvåde veje. Der var adskillige favoritter blandt de styrtende, og panikken bredte sig hurtigt i feltet og blandt sportsdirektørerne, da det gik op for dem, at der denne dag var overhængende risiko for at blive sat ud af spillet i kampen om den samlede sejr. Cancellara i den gule trøje var ikke i asfalten. Det var hans to holdkammerater Fränk og Andy Schleck til gengæld, og som en anden alfaderlig skikkelse satte Cancellara sig derfor i front af gruppen med folk, der havde formået at blive på cyklen på de regnvåde nedkørsler, og sænkede gruppens tempo, så de to Schleck-brødre og de andre styrtede ryttere kunne komme op igen. Løbet blev fuldstændig neutraliseret, og hvad der længe så ud til at blive en undeholdende og skelsættende dag i Ardennerne udviklede sig til det stik modsatte. Thor Hushovd og Contador styrtede ligesom Cancellare ikke. Contador fulgte Cancellaras formaninger og undlod at lade sine holdkammerater sætte tempo i gruppen. Han kunne ellers denne dag have sig solidt på klassementet i forhold til den eneste reelle konkurrent - Andy Schleck. Denne gestus af Contador kan ikke undervurderes. Andy Schleck var kun inde i kampen om tour-sejren, fordi Astana undlod at udnytte den gunstige situation i det belgiske regnvejr. Heldigvis for Contador og for løbet som sådan fik det ikke følger for det endelige resultat, at der ikke blev kørt cykelløb i Ardennerne. For Thor Hushovd var det langt værre. Han havde en etapesejr inden for rækkevidde, og hvad vigtigere var: mulighed for at samle vigtige point i kampen om den grønne trøje. Var løbet ikke blevet neutraliseret denne dag, havde Thor Hushovd med stor sandsynlighed kunnet iklæde sig den grønne trøje på podiet i Paris. Styrt er en del af cykelsporten. Nogle gange styrter få ryttere, andre gange styrter mange. Nogle gange er det de store stjerner, andre gange er det vandbærerne. Det kan og bør ikke undgås. Det er den uforudsete dramatik, der gør cykelsport seværdig, og man bør også blive belønnet for at blive på cyklen.
Dagen efter etapen i Ardennerne, skulle rytterne i det nordlige Frankrig køre en etape med flere brostensstykker kendt fra Paris-Roubaix. Det var på forhånd ventet, at Team Saxo Bank med brostensstjernen over dem alle Cancellara i spidsen ville sæt et angreb ind på de andre klassementsryttere netop her. Med godt tyve kilometer tilbage af etapen skete det også. Cancellara med Schleck-brødrene på hjul satte et ubarmhjertigt tempo. Men de andre favoritter sad også godt placerede, og som sådan var det ikke Cancellaras tempo, der skabte afgørelsen på denne etape af Tour de France. Det gjorde til gengæld Fränk Schlecks styrt. Fränk Schleck sad blandt de forreste ti, og i en blød kurve mistede han pludselig kontrollen over sin cykel. Han styrtede og tog adskillige andre med sig i styrtet. Alle andre favoritter på nær Andy Schleck og Cadel Evans blev berørt af styrtet, og de nåede aldrig igen op til Cancellara-gruppen. Contador tabte denne dag omkring et minut til Andy Schleck. På brostenene i Nordfrankrig var Team Saxo Banks definition af fairplay tydeligvis blevet ændret i forhold til dagen forinden. I hvert fald blev der ikke ventet på Contador, da han blev holdt tilbage af Fränk Schlecks styrt, eller da han senere fik mekaniske problemer. Thor Hushovd sad med Cancellara, Andy Schleck og Cadel Evans hele vejen til mål og vandt flot etapen. Det var et plaster på såret, efter hans vinderchancer dagen forinden var blevet ødelagt af Team Saxo Banks korstog i fairplayens navn - eller hvad man nu vil kalde det.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå samtlige af dette års Tour de France etaper. De ovenfor omtalte står for mig som årets vigtigste. Ikke fordi, årets klassement blev sat endeligt på plads her. Men fordi de definerede den holdningsændring, der i år har vist sit ansigt Tour de France. Jeg har fulgt Tour de France siden 1991 og har overværet utallige mindeværdige episoder. Alle er de kendetegnet af mandsmod, kynisme og egoisme. Tour de France er historien om den heltemodige kamp under helt igennem eikstreme forhold mellem individer i bestræbelserne på at store øverst på podiet i Paris. Det er den mytiske fortælling om helte og skurke, der alle år har gjort Tour de France til noget specielt. Held og uheld har altid været en del af Tour de France. Løb er blevet tabt og vundet på baggrund af uheld. Det er en del af cykelsporten. Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det samme gælder cykelsporten. Men tit er den dygtigste også den mindst uheldige, og hvad Schleck-brødrene angår har de aldrig været specielt dygtige rent teknisk på en cykel. At de begge er indblandet i styrt på de teknisk krævende etaper, kan ikke komme bag på nogen. At netop Andy Schleck taber kæden i et forsøg på at sætte Contador, bør heller ikke være nogen overraskelse.
Tour de France ruten lovede store og mindeværdige oplevelser for tilskuerne. Efter min mening er de ikke blevet indfriet. I kampen om den samlede sejr er der ikke meget imponerende at kigge tilbage på. Løbet fik efter min mening den helt rigtige vinder, og var der blevet kørt cykelløb i Ardennerne, ville det nok have været tydeligere for enhver, at Contador var den stærkeste i feltet. Men heller ikke Contador viste sig i år som en stor mester. Kynismen manglede i forhold til sidste år. Det var utilfredsstillende at være vidne til ryttere, der igen og igen brokkede sig over de forhold, de arbejdede under. Jens Voigt var nærmest på grådens rand i raseri over brostensetapen. Det samme gjaldt Fränk Schleck, der fra sit sengeleje sendte en hård kritik mod løbsarrangørerne. Andy Schleck var selvfølgelig enig. Rytterne har kendt ruten i mere end et halvt år. De har længe vidst, at der ville være smalle, kringlede veje på anden etape og brosten på tredje etape. De har altid vidst, at når det regner, bliver vejene mere glatte. De kunne være blevet hjemme, hvis de ikke ville køre under de forhold. Cykelløb er underholdning. Rytterne får kun deres løn, fordi der er tilskuere til sportsgrenen. Hvis alle aspekter af uforudset spænding skal undgås og cykelsporten udvikler sig til en kamp om at være mest "fair", mister sporten sin underholdningsværdi. Jeg kan kun give Carlos Sastre ret, når han siger, at cykelsporsten er ved at udvikle sig til en sport for forkælede børn. Forhåbentlig er mandsmodet og kynismen tilbage næste år. I hvert fald bliver det for mig befriende ikke at føle mig nødsaget til at holde med Schleck-brødrene, alene fordi de kører på et dansk hold. Kim Andersens nye hold er i den henseende årets bedste nyhed.

Fra Berlin 2010

Roskilde 2010

Jeg har længe troet, at jeg i 1997 for første gang satte mine fødder på Roskilde Dyrskueplads under Roskilde Festival. Men efter at have tjekket arkiverne på festivalens hjemmeside står det mig klart, at det var i 1996. Det var året, hvor Alanis Morissette spillede søndag eftermiddag på grøn scene, og hvor David Bowie lukkede orange. I 90'erne arbejde min far en årrække som opvasker på festivalen, og dette år tog han min storesøster Thordis og mig med derned på festivalens sidste dag, søndag den 30. juni. Jeg var netop fyldt 12 år. Jeg kan huske, hvordan der stank af pis alle vegne, at alle folk var smurt til i mudder, at flere rendte nøgne rundt, at havet af tilskuere foran grøn scene til Alanis' koncert syntes uendeligt, og at jeg ikke forstod, hvorfor de gad stå dér. Jeg kan huske, at jeg sov middagslur i en stald, hvor der lugtede af dyrskue, at vi var med ovre og se min fars arbejdsplads, og at vi fik en sandwich dér. Jeg kan huske, at det blev mørkt, mens David Bowie sang festivallen til ro. Hans øjne havde ikke den samme farve, og alle andre end mig kendte ham. Min far og Thordis syntes ligesom de andre 100000 festivalgæster, at det var glimrende koncert. Jeg var træt og kunne ikke forstå musikken. Jeg var 12 år gammel og forstod ikke, hvad Roskilde Festival gik ud på.
I 2001 vendte jeg tilbage til festivalen. Denne gang var jeg der hele ugen. Jeg var netop blevet færdig med første g og sov i telt med min klassekammerat Tobias. Fem år havde gjort meget. Det var stadig et fremmed og lidt farligt sted, men jeg var en del af det. Jeg brækkede mig op af vores telt, og lærte at gå til koncerter. Om søndagen så jeg The Cure lukke orange scene. De skulle have spillet året før, men måtte aflyse på grund af uheldet ved Pearl Jam koncerten. Den søndag aften lærte jeg at elske musik. The Cure er stadig mit yndlingsband, og det bliver der nok aldrig ændret ved.
Hvis man tæller 1996 med (og det vælger jeg at gøre), så havde jeg tiårs jubilæum som gæst på Roskilde Festival i år. Jeg var længe i tvivl, om jeg igen i år skulle tage dertil, nu når jeg boede i Berlin. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne undvære det, og som tiden nærmede sig, blev jeg gladere og gladere for, at jeg nåede at købe billet i tide. Roskilde Festival er i sandhed noget unikt, og jeg har lært at holde af stanken af pis, at blive vækket af solen i glohedt telt efter alt for få timers søvn, at drikke lunken papvin, at stå i kø til skiburgeren og at føle sig ensom midt i mylderet, når alkoholen overtager kontrollen, og ingen gider gå med til koncert med mine nye indiedarlings.
Vi var syv i lejren i år. Morten, Sille og Freja har jeg stort set boet med alle mine år på festivalen. Derudover var Mikael og Christian fra studiet samt Christians kæreste Marie med. Faktisk var vi vel egentlig 9 i lejren. For Simon og Simon på 19 og 20 år fra Göteborg slog sig ned, hvor vores pavillon skulle have stået. De havde meget svært ved at forstå dansk, men var enormt flinke. De bød på snus, og vi takkede ja og havde nogle hyggelige dage sammen. Jeg nåede at få set både lillesøster Anne, kusine Stine og kusine Mette, fætter Søren (som jeg godt nok ikke umiddelbart kunne genkende i farten...), Line fra Gerlev, tøserne fra Berlin, og jeg hang også meget ud med Nils fra Ryesgade. De sidste mange år har jeg været der hele ugen. I år kom jeg først onsdag. Jeg plejer at være mæt efter en uge dernede og har tit tænkt, at det var mit sidste år. Men i år fik jeg ikke helt nok, og jeg glæder mig til næste år. Det er en dejlig følelse.
De musikalske højdepunkter var:

- LCD Soundsystem
- Beach House
- Florence & the Machine
- Robyn
- Muse
- Moderat
- Health
- Porcupine Tree
- The National
- Kasabian
- Pavement

Jeg havde glædet mig til at se Prince lukke orange, men det var ikke lige min kop te. Jeg var godt nok også meget træt og udkørt, hvilket uden tvivl har påvirket oplevelsen, men jeg synes, der var få hits og for meget gospel. Det var nogle frygteligt lange udgaver af numre, jeg ikke kendte, der blev spillet. Han er efter sigende blevet Jehovas Vidne, og må derfor ikke længere spille sange, der handler om sex, hvilet en stor del af hans bagkatalog vist gør. Den slags forstår jeg mig ikke på. Men jeg savnede alt andet lige When Doves Cry.
Efter Prince tog Sille og jeg et tog direkte fra festivalpladsen til hovedbanegården. Det tog halvanden time, og jeg fik en nat i København, inden jeg mandag eftermiddag tog bussen til Berlin. Jeg fulgtes med Ingeborg, Nina og Kirstine. I Gedser var der tid til en dukkert. Jeg var i min seng klokken 04.00 natten til tirsdag.

Siden sidst...

... er der gået nogle uger, og ugerne har haft indhold. Jeg opsummerer i punktopstilling:

- Jeg var endnu engang i Danmark. Min mor havde inviteret hele familien til fest i Jylland. Det var en lørdag med dansk sommervejr, og gensynet var skønt. I samme weekend døde finhvalen i Vejle fjord, og Danmark vandt over Cameroun. Det sidste skabte en snert af et håb om videre avancement. Men vi er ikke bedre, end vi er. Jeg nåede også at køre cykelløb med SemiProTour-drengene. Det blev til en syvendeplads, og jeg var tilfreds. Jeg holder meget af at cykle drengene, og jeg behøver ikke vinde for at være glad. Jeg vinder faktisk aldrig.

- Jeg har set utallige vm-kampe, flest med Stefan og Ollie.

- Jeg har fejret min fødselsdag i Hasenheide sammen med Kirstine. Solen skinnede, og vi var samlet ca. 20 personer. Jeg fik LP'er, sprut og kongespil i gaver. Vi tog hul på sidstnævnte og sluttede aftenen på Bar25 ved Spree.

- Jeg har forberedt mig til den ene af mine eksamener.

- Jeg har været på Roskilde Festival. Den oplevelse får sit eget indlæg.