Roskilde 2010

Jeg har længe troet, at jeg i 1997 for første gang satte mine fødder på Roskilde Dyrskueplads under Roskilde Festival. Men efter at have tjekket arkiverne på festivalens hjemmeside står det mig klart, at det var i 1996. Det var året, hvor Alanis Morissette spillede søndag eftermiddag på grøn scene, og hvor David Bowie lukkede orange. I 90'erne arbejde min far en årrække som opvasker på festivalen, og dette år tog han min storesøster Thordis og mig med derned på festivalens sidste dag, søndag den 30. juni. Jeg var netop fyldt 12 år. Jeg kan huske, hvordan der stank af pis alle vegne, at alle folk var smurt til i mudder, at flere rendte nøgne rundt, at havet af tilskuere foran grøn scene til Alanis' koncert syntes uendeligt, og at jeg ikke forstod, hvorfor de gad stå dér. Jeg kan huske, at jeg sov middagslur i en stald, hvor der lugtede af dyrskue, at vi var med ovre og se min fars arbejdsplads, og at vi fik en sandwich dér. Jeg kan huske, at det blev mørkt, mens David Bowie sang festivallen til ro. Hans øjne havde ikke den samme farve, og alle andre end mig kendte ham. Min far og Thordis syntes ligesom de andre 100000 festivalgæster, at det var glimrende koncert. Jeg var træt og kunne ikke forstå musikken. Jeg var 12 år gammel og forstod ikke, hvad Roskilde Festival gik ud på.
I 2001 vendte jeg tilbage til festivalen. Denne gang var jeg der hele ugen. Jeg var netop blevet færdig med første g og sov i telt med min klassekammerat Tobias. Fem år havde gjort meget. Det var stadig et fremmed og lidt farligt sted, men jeg var en del af det. Jeg brækkede mig op af vores telt, og lærte at gå til koncerter. Om søndagen så jeg The Cure lukke orange scene. De skulle have spillet året før, men måtte aflyse på grund af uheldet ved Pearl Jam koncerten. Den søndag aften lærte jeg at elske musik. The Cure er stadig mit yndlingsband, og det bliver der nok aldrig ændret ved.
Hvis man tæller 1996 med (og det vælger jeg at gøre), så havde jeg tiårs jubilæum som gæst på Roskilde Festival i år. Jeg var længe i tvivl, om jeg igen i år skulle tage dertil, nu når jeg boede i Berlin. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne undvære det, og som tiden nærmede sig, blev jeg gladere og gladere for, at jeg nåede at købe billet i tide. Roskilde Festival er i sandhed noget unikt, og jeg har lært at holde af stanken af pis, at blive vækket af solen i glohedt telt efter alt for få timers søvn, at drikke lunken papvin, at stå i kø til skiburgeren og at føle sig ensom midt i mylderet, når alkoholen overtager kontrollen, og ingen gider gå med til koncert med mine nye indiedarlings.
Vi var syv i lejren i år. Morten, Sille og Freja har jeg stort set boet med alle mine år på festivalen. Derudover var Mikael og Christian fra studiet samt Christians kæreste Marie med. Faktisk var vi vel egentlig 9 i lejren. For Simon og Simon på 19 og 20 år fra Göteborg slog sig ned, hvor vores pavillon skulle have stået. De havde meget svært ved at forstå dansk, men var enormt flinke. De bød på snus, og vi takkede ja og havde nogle hyggelige dage sammen. Jeg nåede at få set både lillesøster Anne, kusine Stine og kusine Mette, fætter Søren (som jeg godt nok ikke umiddelbart kunne genkende i farten...), Line fra Gerlev, tøserne fra Berlin, og jeg hang også meget ud med Nils fra Ryesgade. De sidste mange år har jeg været der hele ugen. I år kom jeg først onsdag. Jeg plejer at være mæt efter en uge dernede og har tit tænkt, at det var mit sidste år. Men i år fik jeg ikke helt nok, og jeg glæder mig til næste år. Det er en dejlig følelse.
De musikalske højdepunkter var:

- LCD Soundsystem
- Beach House
- Florence & the Machine
- Robyn
- Muse
- Moderat
- Health
- Porcupine Tree
- The National
- Kasabian
- Pavement

Jeg havde glædet mig til at se Prince lukke orange, men det var ikke lige min kop te. Jeg var godt nok også meget træt og udkørt, hvilket uden tvivl har påvirket oplevelsen, men jeg synes, der var få hits og for meget gospel. Det var nogle frygteligt lange udgaver af numre, jeg ikke kendte, der blev spillet. Han er efter sigende blevet Jehovas Vidne, og må derfor ikke længere spille sange, der handler om sex, hvilet en stor del af hans bagkatalog vist gør. Den slags forstår jeg mig ikke på. Men jeg savnede alt andet lige When Doves Cry.
Efter Prince tog Sille og jeg et tog direkte fra festivalpladsen til hovedbanegården. Det tog halvanden time, og jeg fik en nat i København, inden jeg mandag eftermiddag tog bussen til Berlin. Jeg fulgtes med Ingeborg, Nina og Kirstine. I Gedser var der tid til en dukkert. Jeg var i min seng klokken 04.00 natten til tirsdag.