Tour de France

Ruten for årets Tour de France stillede mange store oplevelse i udsigt. Med lidt god vilje kunne fem af årets etaper karakteriseres som etaper med mål på toppen af en stigning. Det er mere end vanligt for Tour de France, der de seneste år ikke har kunnet måle sig med Giro d'Italia og Vuelta a Espana med hensyn til antal spektakulære bjergetaper. Tour de France er verdens hårdeste cykelløb, men det er ikke i kraft af rutens beskaffenhed. Løbet er det hårdeste, fordi de største navne formmæssigt topper under touren for dér at høste succes. Af den grund bliver der simpelthen kørt stærkere i Tour de France end i de andre store etapeløb.
Foruden flere bjergafslutninger end vanligvis havde tour-arrangørerne i år indlagt to etaper, hvis beskaffenhed i nogen grad mindede om to af forårets store klassikere: Liege-Bastogne-Liege og Paris-Roubaix. Førstnævnte indeholder talrige korte, stejle stigninger i Ardennerne. Godt en håndfuld af disse var en del af årets tredje etape. Den sidste stigning faldt med blot elleve kilometer til mål, og der var således udsigt til spektakulært cykelløb denne dag i Ardennerne. Regnen stod ned i stænger, da rytterene begav sig ud på smalle veje i det sydøstlige Belgien, og dramatikken udviklede sig hurtigt, idet godt halvdelen af feltets ryttere undervejs var involverede i styrt på de regnvåde veje. Der var adskillige favoritter blandt de styrtende, og panikken bredte sig hurtigt i feltet og blandt sportsdirektørerne, da det gik op for dem, at der denne dag var overhængende risiko for at blive sat ud af spillet i kampen om den samlede sejr. Cancellara i den gule trøje var ikke i asfalten. Det var hans to holdkammerater Fränk og Andy Schleck til gengæld, og som en anden alfaderlig skikkelse satte Cancellara sig derfor i front af gruppen med folk, der havde formået at blive på cyklen på de regnvåde nedkørsler, og sænkede gruppens tempo, så de to Schleck-brødre og de andre styrtede ryttere kunne komme op igen. Løbet blev fuldstændig neutraliseret, og hvad der længe så ud til at blive en undeholdende og skelsættende dag i Ardennerne udviklede sig til det stik modsatte. Thor Hushovd og Contador styrtede ligesom Cancellare ikke. Contador fulgte Cancellaras formaninger og undlod at lade sine holdkammerater sætte tempo i gruppen. Han kunne ellers denne dag have sig solidt på klassementet i forhold til den eneste reelle konkurrent - Andy Schleck. Denne gestus af Contador kan ikke undervurderes. Andy Schleck var kun inde i kampen om tour-sejren, fordi Astana undlod at udnytte den gunstige situation i det belgiske regnvejr. Heldigvis for Contador og for løbet som sådan fik det ikke følger for det endelige resultat, at der ikke blev kørt cykelløb i Ardennerne. For Thor Hushovd var det langt værre. Han havde en etapesejr inden for rækkevidde, og hvad vigtigere var: mulighed for at samle vigtige point i kampen om den grønne trøje. Var løbet ikke blevet neutraliseret denne dag, havde Thor Hushovd med stor sandsynlighed kunnet iklæde sig den grønne trøje på podiet i Paris. Styrt er en del af cykelsporten. Nogle gange styrter få ryttere, andre gange styrter mange. Nogle gange er det de store stjerner, andre gange er det vandbærerne. Det kan og bør ikke undgås. Det er den uforudsete dramatik, der gør cykelsport seværdig, og man bør også blive belønnet for at blive på cyklen.
Dagen efter etapen i Ardennerne, skulle rytterne i det nordlige Frankrig køre en etape med flere brostensstykker kendt fra Paris-Roubaix. Det var på forhånd ventet, at Team Saxo Bank med brostensstjernen over dem alle Cancellara i spidsen ville sæt et angreb ind på de andre klassementsryttere netop her. Med godt tyve kilometer tilbage af etapen skete det også. Cancellara med Schleck-brødrene på hjul satte et ubarmhjertigt tempo. Men de andre favoritter sad også godt placerede, og som sådan var det ikke Cancellaras tempo, der skabte afgørelsen på denne etape af Tour de France. Det gjorde til gengæld Fränk Schlecks styrt. Fränk Schleck sad blandt de forreste ti, og i en blød kurve mistede han pludselig kontrollen over sin cykel. Han styrtede og tog adskillige andre med sig i styrtet. Alle andre favoritter på nær Andy Schleck og Cadel Evans blev berørt af styrtet, og de nåede aldrig igen op til Cancellara-gruppen. Contador tabte denne dag omkring et minut til Andy Schleck. På brostenene i Nordfrankrig var Team Saxo Banks definition af fairplay tydeligvis blevet ændret i forhold til dagen forinden. I hvert fald blev der ikke ventet på Contador, da han blev holdt tilbage af Fränk Schlecks styrt, eller da han senere fik mekaniske problemer. Thor Hushovd sad med Cancellara, Andy Schleck og Cadel Evans hele vejen til mål og vandt flot etapen. Det var et plaster på såret, efter hans vinderchancer dagen forinden var blevet ødelagt af Team Saxo Banks korstog i fairplayens navn - eller hvad man nu vil kalde det.
Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå samtlige af dette års Tour de France etaper. De ovenfor omtalte står for mig som årets vigtigste. Ikke fordi, årets klassement blev sat endeligt på plads her. Men fordi de definerede den holdningsændring, der i år har vist sit ansigt Tour de France. Jeg har fulgt Tour de France siden 1991 og har overværet utallige mindeværdige episoder. Alle er de kendetegnet af mandsmod, kynisme og egoisme. Tour de France er historien om den heltemodige kamp under helt igennem eikstreme forhold mellem individer i bestræbelserne på at store øverst på podiet i Paris. Det er den mytiske fortælling om helte og skurke, der alle år har gjort Tour de France til noget specielt. Held og uheld har altid været en del af Tour de France. Løb er blevet tabt og vundet på baggrund af uheld. Det er en del af cykelsporten. Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det samme gælder cykelsporten. Men tit er den dygtigste også den mindst uheldige, og hvad Schleck-brødrene angår har de aldrig været specielt dygtige rent teknisk på en cykel. At de begge er indblandet i styrt på de teknisk krævende etaper, kan ikke komme bag på nogen. At netop Andy Schleck taber kæden i et forsøg på at sætte Contador, bør heller ikke være nogen overraskelse.
Tour de France ruten lovede store og mindeværdige oplevelser for tilskuerne. Efter min mening er de ikke blevet indfriet. I kampen om den samlede sejr er der ikke meget imponerende at kigge tilbage på. Løbet fik efter min mening den helt rigtige vinder, og var der blevet kørt cykelløb i Ardennerne, ville det nok have været tydeligere for enhver, at Contador var den stærkeste i feltet. Men heller ikke Contador viste sig i år som en stor mester. Kynismen manglede i forhold til sidste år. Det var utilfredsstillende at være vidne til ryttere, der igen og igen brokkede sig over de forhold, de arbejdede under. Jens Voigt var nærmest på grådens rand i raseri over brostensetapen. Det samme gjaldt Fränk Schleck, der fra sit sengeleje sendte en hård kritik mod løbsarrangørerne. Andy Schleck var selvfølgelig enig. Rytterne har kendt ruten i mere end et halvt år. De har længe vidst, at der ville være smalle, kringlede veje på anden etape og brosten på tredje etape. De har altid vidst, at når det regner, bliver vejene mere glatte. De kunne være blevet hjemme, hvis de ikke ville køre under de forhold. Cykelløb er underholdning. Rytterne får kun deres løn, fordi der er tilskuere til sportsgrenen. Hvis alle aspekter af uforudset spænding skal undgås og cykelsporten udvikler sig til en kamp om at være mest "fair", mister sporten sin underholdningsværdi. Jeg kan kun give Carlos Sastre ret, når han siger, at cykelsporsten er ved at udvikle sig til en sport for forkælede børn. Forhåbentlig er mandsmodet og kynismen tilbage næste år. I hvert fald bliver det for mig befriende ikke at føle mig nødsaget til at holde med Schleck-brødrene, alene fordi de kører på et dansk hold. Kim Andersens nye hold er i den henseende årets bedste nyhed.

Fra Berlin 2010