Der findes en mur
der løber gennem mig
Præcis som byen
vil jeg aldrig blive
sat sammen igen
Folk går med masker
På hjørner er der liv
Ingen finder vej
men alle er hjemme
hvor verden står påny
På kanaler går mennesker
når vinteren sætter ind
I solen mindes alle
tiden der ikke findes
Under falmende blade enes vi
Livet er en illusion
og ofte går den tabt
Den findes under linderne
Jeg tog ubanen til
east side gallery
tirsdag den 31. august 2010
tirsdag den 17. august 2010
Første finale
Døren fra gården indtil vores opgang har stået åben, siden sommeren for alvor satte ind i starten af juni. På vej hjem her til aften gik jeg gennem gemmen gaderne i Neukölln, hvor der for hver dag, der går, ligger flere og flere visne blade i randestenene. Luften var kølig, og blæsten kom fra vestlige retninger og duftede af efterår. Da jeg kom hjem, var døren ind til opgangen lukket.
Jeg kom til Berlin tredje marts, og i mine første uger i byen var der stadig nattefrost, og enkelte morgener vågnede jeg op til et tyndt snedække på byens tage og fortove. Isen havde endnu ikke helt sluppet sit tag i Landwehrkanal, og fra de mange broer i Kreuzberg kunne man stadig ane fodspor på isen. I januar og februar har man kunnet gå og skøjte på kanalen. Her til aften mærkede jeg for første gang, at efteråret er på vej til Berlin. Det vil blive frostvejr her igen.
Jeg kunne godt tænke mig at opleve alle fire årstider i Berlin. Men jeg tager hjem om fjorten dage, og heldigvis bliver det også efterår i København. Jeg håber, at det også bliver vinter igen i år. Årstidernes vekslen gør dem alle til noget særligt. "There's a price to pay for summertime" synger Yeasayer.
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer: Wait for the Summer
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer debuterede i 2007 med All Hour Cymbals, men jeg opdagede dem først i år, hvor de udsendte opfølgeren Odd Blood. Bandet er bosat i Brooklyn, N.Y.C., og de spillede i Berlin den 10. marts.
Minderne fra min tid i Berlin er utallige. Den første måned hos Katharina var hektisk, og efter jeg flyttede ud, var vores spirrende venskab nær kulsejlet, fordi jeg endnu engang ikke formåede at udtrykke mine hensigter klart. Til en koncert med Wintersleep sagde hun, at hun ikke troede, at vi nogensinde ville se hinanden igen. Men det gjorde vi heldigvis, og jeg kommer til at savne hende. Wintersleep er et canadisk band fra Nova Scotia. Nova Scotia er en provins ved Atlanterhavet. Selvom jeg har boet i Canada, har jeg aldrig været der. Der er meget vejr i Nova Scotia. Om vinteren får de nogle gange to meter sne på en dag. Det i sig selv trækker i mig.
----------------------------------------------------------------------------------
Wintersleep: New Inheritors
----------------------------------------------------------------------------------
Mit største held i Berlin var, at jeg fik værelset i Reichenberger Strasse 36. Det har været fantastisk at bo her, og jeg vil savne at vågne om morgenen og gå ud i køkkenet til Antje, Stefan eller Miriam, der snakker om løst og fast. Jeg vil savne at sige hej til Guillaume, når han står op klokken fem om eftermiddagen efter en lang nat i Bar25. Mere end noget andet vil jeg savne at løbe ved kanalen med Stefan og bagefter spise salat, mens han med et glimt i øjet fortæller de andre, at han måtte vente på mig hele vejen.
I bofællesskabet ovenover bor Pernille sammen med seks andre. Med hende og de andre etnologipiger fra København, Kirstine, Nana og Susanne, har jeg tilbragt mange dejlige timer. Vi så Paradise i foråret og har drukket øl på das Hotel flere gange, end jeg kan tælle til. I maj var vi inde og høre Broken Social Scene, der i foråret udgav deres fjerde studiealbum. Kvaliteten af deres numre er efter min mening meget svingende, men nogle gange rammer de en nerve som ingen andre. Deres bedste numre er blandt de bedste overhovedet.
----------------------------------------------------------------------------------
Broken Social Scene: Romance to the Grave
----------------------------------------------------------------------------------
I april og maj væltede det ind med besøg. Min studie kammerat Mads sagde engang som kommentar til det potentielle antal gæster til sin fødselsdag: "Der er ikke en eneste, som jeg håber, ikke kan komme. Men jeg håber ikke, at allesammen kommer." Med antallet af besøg var det lidt på samme måde. Der var ikke et eneste, jeg ville have været foruden; men set i bakspejlet havde det været rart med lidt færre. Da Morten var her første gang, fik jeg for første gang rigtigt oplevet Berlins natteliv. Med Nils mødtes jeg for første gang med Geraldine, som jeg i sin tid havde søgt et værelse hos. Vi var til koncert med Crystal Castles. Med Mikael og Marie var jeg for første gang i Mauer Park, og vi var inde og høre The National. Med Christian og Marie så jeg Basso sætte de andre på plads i årets Giro di Italia. For blot at opridse et udsnit af alle oplevelserne.
----------------------------------------------------------------------------------
Crystal Castles: Vanished
----------------------------------------------------------------------------------
The National: Conversation 16
----------------------------------------------------------------------------------
Jeg kom til Berlin tredje marts, og i mine første uger i byen var der stadig nattefrost, og enkelte morgener vågnede jeg op til et tyndt snedække på byens tage og fortove. Isen havde endnu ikke helt sluppet sit tag i Landwehrkanal, og fra de mange broer i Kreuzberg kunne man stadig ane fodspor på isen. I januar og februar har man kunnet gå og skøjte på kanalen. Her til aften mærkede jeg for første gang, at efteråret er på vej til Berlin. Det vil blive frostvejr her igen.
Jeg kunne godt tænke mig at opleve alle fire årstider i Berlin. Men jeg tager hjem om fjorten dage, og heldigvis bliver det også efterår i København. Jeg håber, at det også bliver vinter igen i år. Årstidernes vekslen gør dem alle til noget særligt. "There's a price to pay for summertime" synger Yeasayer.
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer: Wait for the Summer
----------------------------------------------------------------------------------
Yeasayer debuterede i 2007 med All Hour Cymbals, men jeg opdagede dem først i år, hvor de udsendte opfølgeren Odd Blood. Bandet er bosat i Brooklyn, N.Y.C., og de spillede i Berlin den 10. marts.
Minderne fra min tid i Berlin er utallige. Den første måned hos Katharina var hektisk, og efter jeg flyttede ud, var vores spirrende venskab nær kulsejlet, fordi jeg endnu engang ikke formåede at udtrykke mine hensigter klart. Til en koncert med Wintersleep sagde hun, at hun ikke troede, at vi nogensinde ville se hinanden igen. Men det gjorde vi heldigvis, og jeg kommer til at savne hende. Wintersleep er et canadisk band fra Nova Scotia. Nova Scotia er en provins ved Atlanterhavet. Selvom jeg har boet i Canada, har jeg aldrig været der. Der er meget vejr i Nova Scotia. Om vinteren får de nogle gange to meter sne på en dag. Det i sig selv trækker i mig.
----------------------------------------------------------------------------------
Wintersleep: New Inheritors
----------------------------------------------------------------------------------
Mit største held i Berlin var, at jeg fik værelset i Reichenberger Strasse 36. Det har været fantastisk at bo her, og jeg vil savne at vågne om morgenen og gå ud i køkkenet til Antje, Stefan eller Miriam, der snakker om løst og fast. Jeg vil savne at sige hej til Guillaume, når han står op klokken fem om eftermiddagen efter en lang nat i Bar25. Mere end noget andet vil jeg savne at løbe ved kanalen med Stefan og bagefter spise salat, mens han med et glimt i øjet fortæller de andre, at han måtte vente på mig hele vejen.
I bofællesskabet ovenover bor Pernille sammen med seks andre. Med hende og de andre etnologipiger fra København, Kirstine, Nana og Susanne, har jeg tilbragt mange dejlige timer. Vi så Paradise i foråret og har drukket øl på das Hotel flere gange, end jeg kan tælle til. I maj var vi inde og høre Broken Social Scene, der i foråret udgav deres fjerde studiealbum. Kvaliteten af deres numre er efter min mening meget svingende, men nogle gange rammer de en nerve som ingen andre. Deres bedste numre er blandt de bedste overhovedet.
----------------------------------------------------------------------------------
Broken Social Scene: Romance to the Grave
----------------------------------------------------------------------------------
I april og maj væltede det ind med besøg. Min studie kammerat Mads sagde engang som kommentar til det potentielle antal gæster til sin fødselsdag: "Der er ikke en eneste, som jeg håber, ikke kan komme. Men jeg håber ikke, at allesammen kommer." Med antallet af besøg var det lidt på samme måde. Der var ikke et eneste, jeg ville have været foruden; men set i bakspejlet havde det været rart med lidt færre. Da Morten var her første gang, fik jeg for første gang rigtigt oplevet Berlins natteliv. Med Nils mødtes jeg for første gang med Geraldine, som jeg i sin tid havde søgt et værelse hos. Vi var til koncert med Crystal Castles. Med Mikael og Marie var jeg for første gang i Mauer Park, og vi var inde og høre The National. Med Christian og Marie så jeg Basso sætte de andre på plads i årets Giro di Italia. For blot at opridse et udsnit af alle oplevelserne.
----------------------------------------------------------------------------------
Crystal Castles: Vanished
----------------------------------------------------------------------------------
The National: Conversation 16
----------------------------------------------------------------------------------
Abonner på:
Opslag (Atom)
